Uddybning af nye anbefalinger for svangreomsorgen
Uddybning af økonomisk vejledning 2009 vedrørende nye anbefalinger for svangreomsorgen - økonomien omkring indførelse af antenatal rhesus profylakse.
Det er aftalt med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse at regionerne kompenseres for indførelsen af rhesustypning af fosteret under graviditeten på 2 mio. kr. (PL 2008) til at dække etableringsomkostningerne. Dette beløb dækker kun indkøb af det fornødne udstyr to steder i landet (Skejby og Rigshospitalet) jf. den økonomiske vejledning 2009. Det skal dog bemærkes, at rhesustypning er en del af regionsfunktionen indenfor specialet i klinisk immunologi jf. Sundhedsstyrelsens specialevejledning.
Der er også afsat et beløb til dækning af driftsomkostninger på 3,9 mio. kr. per år. Beløbet dækker udgifter til selve blodanalysen som foretages på baggrund af en blodprøve, som den praktiserende læge tager ved den lægeundersøgelse alle gravide har i uge 25. Beløbet dækker også de praktiserende lægers forsendelsesomkostninger, som er beregnet på baggrund af den nuværende overenskomst. Den endelige kompensation er modregnet en besparelse på 2 mio. kr. efter en toårig forsøgsperiode, idet den nuværende rhesustypning af børn efter fødslen så kan afskaffes.
Det samlede beløb på 5,9 mio. kr. i 2010 og 2011 og derefter 3,9 mio. kr. per år fordeles mellem de fem regioner efter bloktilskudsnøglen. Der gives således ikke et særskilt beløb til Region Midtjylland og Region Hovedstaden til at dække etableringsomkostningerne på Skejby Sygehus eller Rigshospitalet.
Såfremt de øvrige tre regioner ønsker at købe ydelsen på enten Skejby Sygehus eller Rigshospitalet kan i henhold til sædvanlig praksis aftales en intern afregning mellem regionerne, som følger samme princip som ved L/L-takster. Dette vil sikre at taksten dækker omkostninger til både indkøb af apparatur og selve analysen.
Download notat vedr. Uddybning af nye anbefalinger for svangreomsorgen i pdf.-formatSenest opdateret
16-04-2010
af
Charlotte Stryhn
Oprettet 09-04-2010
af
Charlotte Stryhn