Brugerundersøgelser - viser de det, vi tror?

25. februar 2009 i Regionernes Hus, København. FOKUS gåhjemmøde om brugertilfredshedsundersøgelser

Brugertilfredshedsundersøgelser anvendes i stadig større grad på blandt andet de offentlige serviceydelser som led i implementeringen af kvalitetsreformen.

Brugerundersøgelser integreres i det kommunale kvalitetsarbejde, og kommunalbestyrelser og institutioner får dermed et informationsredskab til kvalitetsudvikling, der er i samklang med både den lokalpolitiske prioritering, og ønsker og behov hos brugerne.

Men når der kan ses en tendens til at brugertilfredshedsundersøgelser viser en meget høj grad af tilfredshed, uden at der nødvendigvis kan påvises en sammenhæng mellem brugernes tilfredshed og ydelsernes kvalitet, giver undersøgelsen så i virkeligheden svar på det, man spørger om?

Svaret kan potentielt have meget vidtrækkende konsekvenser, når brugertilfredshedsmålingerne skal hjælpe politikere og ledere i beslutningsprocesser, der skal sikre kvaliteten i fremtidens danske velfærdssamfund.

Hvem skal lave og benytte brugertilfredshedsundersøgelserne? Hvordan designes og udføres brugertilfredshedsundersøgelser bedst muligt for at give brugbare svar på relevante spørgsmål? Hvordan spiller behovet for lokal forankring sammen med tendensen til standardisering og national konceptualisering af brugerundersøgelser? Og hvad kan de bruges til i praksis?

På mødet vil der være oplæg fra:

  • Tine Vedel Kruse - kontorchef, Finansministeriets Center for Kvalitet, Afbureaukratisering og Ledelse
  • Nicolai Kristensen – seniorforsker, AKF (Anvendt KommunalForskning)
  • Thomas Andersen – Analyse- og Kvalitetschef, Ringkøbing-Skjern Kommune

Ordstyrer: Claus Ørum Mogensen – vicekontorchef, Kontoret for Økonomiske analyser og Erhverv, KL

Alle er velkomne, og deltagelse på mødet er gratis. I pausen bliver der budt på en let anretning.

Danske Regioner er part i FOKUS sammen med KL, KTO og AKF (Anvendt Kommunal Forskning).

Tid og sted
Onsdag den 25. februar 2009, kl. 16-18
Hos Danske Regioner, Dampfærgevej 22, 2100 København Ø

Tilmelding
Du kan tilmelde dig via FOKUS hjemmeside

Senest opdateret  25-02-2009
Oprettet 03-03-2010