REGIONAL UDVIKLING: Vækst i hele Danmark

Udviklingen af yderområderne var til debat i 2010 – får vi et Danmark der knækker, og er der noget at leve af i yderområderne?

Danske Regioner bidrog til debatten om yderområderne med et oplæg på 20 anbefalinger om hvad, der skal til for at
skabe beskæftigelse og udviklingsmuligheder i hele landet. Flere af anbefalingerne kunne genfindes i regeringens oplæg om Danmark i Balance.

Sund vækst er et af svarene på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Innovation og erhvervssamarbejde på sundhedsområdet blev for alvor sat på dagsordenen i 2010. De nye sygehusbyggerier rummer også erhvervsmæssigt potentiale og giver mulighed for samarbejde med erhvervslivet.

Kortere vej til uddannelsesinstitutionerne
Muligheden for uddannelse og flere, der gennemfører en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse, er også en forudsætning for vækst i hele Danmark. Danske Regioner har sat fokus på behovet for, at alle unge har adgang til en ungdomsuddannelse inden for en rimelig transportafstand.

I de kommuner, der har de laveste andele af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, har de unge i gennemsnit ca. 50 procent længere til deres uddannelsessted, end kommunerne med de højeste gennemførselsprocenter. I nogle dele af landet er der for langt til en erhvervsuddannelse.

Det er et problem, når Danmark frem mod 2019 vil mangle 45.000 med en erhvervsuddannelse, men samtidig have flere ufaglærte, end der er job til. Manglen på både erhvervsuddannede og højtuddannede vil betyde, at samfundet går glip af 29 milliarder i 2019.

Flere skal vælge kollektiv trafik
Effektiv mobilitet og tilgængelighed er en yderligere og vigtig forudsætning for vækst i hele Danmark. Danske Regioner satte i 2010 fokus på mobilitet med transportkonferencen Fremtidens Transport II samt med evalueringen af lov om trafikselskaber.

Det er vigtigt at effektivere det regionale rutenet, så flere passagerer vælger kollektiv transport. For at tiltrække flere passagerer, arbejdes der på hurtigere og mere direkte forbindelser mellem de større byer. F.eks. vurderer Region Nordjylland, at der vil ske en stigning på 400.000 passagerer på kort sigt. Region Sjælland forventer at tiltrække cirka en million flere passagerer pr. år i det regionale rutenet.

 

Senest opdateret  13-04-2011 af Lars Herning
Oprettet 11-04-2011 af Lars Herning

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Bent Hansen
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T: 78 41 00 10
M: 40 31 37 07
bent.hansen@rr.rm.dk
Carl Holst
Næstformand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T: 76 63 11 10
M: 40 32 52 10
carl.holst@regionsyddanmark.dk