Pressemeddelelse: Offentlige arbejdspladser tager nu kampen op mod stress

De offentlige arbejdspladser skal have en stresspolitik. Derfor får medarbejderne i landets kommuner og regioner nu et håndgribeligt værktøj til at angribe arbejdsbetinget stress. Danske Regioner har i fællesskab med KL og lønmodtagernes forhandlingssamarbejde KTO udarbejdet en vejledning, som skal inspirere arbejdspladserne til at forebygge og begrænse arbejdsbetinget stress

Med vejledningen ”Arbejdsbetinget stress – et fælles anliggende” i hånden kan de lokale medarbejderudvalg og sikkerhedsudvalg rundt om i landet sætte en præcis finger på de ømme punkter i netop deres organisation og tage initiativer mod stress.

Vejledningen er udarbejdet af parternes personalesamarbejde ”Det Personalepolitiske Forum” og er netop nu på vej ud til ledere, tillidsrepræsentanter og andre i SU- og MED-udvalgene på de regionale og kommunale arbejdspladser. Den indeholder en række gode og praktiske råd om, hvordan udvalgene udarbejder en stresspolitik på arbejdspladserne, og hvilke ting de skal tage hensyn til, når de udarbejder de retningslinier, som skal sikre medarbejderne mod arbejdsbetinget stress.

Frederiksberg Kommune er en af de offentlige arbejdspladser, der allerede har en stresspolitik. Det glæder borgmester Mads Lebech, at en stresspolitik nu er på vej i landets øvrige kommuner og regioner. Som formand for KL’s Løn og Personaleudvalg og formand for Det Personalepolitiske Forum ligger det ham på sinde, at de ansatte i kommunerne har et sundt arbejdsmiljø.

"I Det Personalepolitiske Forum besluttede vi allerede i 2005, at vi ville støtte og inspirere kommuner og regioner i arbejdet med at forebygge og nedbringe stress. Vi har afholdt konferencer og vi har udgivet forskellige magasiner for at understøtte det lokale arbejde. Med denne vejledning håber vi, at vi yderligere kan hjælpe kommunerne og regionerne med at målrette indsatsen mod stress. Det hører med til en moderne arbejdsplads at passe godt på sine medarbejdere," siger Mads Lebech.

Anders Bondo Christensen, KTO og næstformand for Det Personalepolitiske Forum fortsætter:
”Cirka hver tiende medarbejder i den erhvervsaktive alder er stresset i et sådant omfang, at der bør sættes ind, og strukturreformen gør det ikke bedre. Ledelsen har – selvfølgelig i samarbejde med medarbejderne – ansvaret og muligheden for at skrue ned for den arbejdsbetingede stress. Med vejledningen giver vi et nyt værktøj til de nye kommuner og regioner.”

Kristian Ebbensgaard formand for Udvalget for Løn- og Personalepolitik i Danske Regioner og medlem af Det Personalepolitiske Forum uddyber: ”Det handler om at sikre trivsel på de regionale og kommunale arbejdspladser. Vi ser en seriøs indsats mod stress som et vigtigt led i det arbejde – Og bl.a. gennem fælles initiativer som dette ønsker vi at give regionerne og kommunerne enkle og konkrete redskaber, som de kan bruge til hjælp i indsatsen. Vi er alle bedst tjent med attraktive arbejdspladser med sunde og tilfredse medarbejdere.” 

Vejledningen ”Arbejdsbetinget stress – et fælles anliggende” kan hentes her.


Det Personalepolitisk Forum har til formål gennem dialog og debat at inspirere de regionale og kommunale arbejdspladser til at sætte fokus på behovet for en aktiv og synlig personalepolitik. I Det Personalepolitisk Forum sidder både kommunal- og regionalpolitikere samt politisk valgte repræsentanter for faglige organisationer.

Senest opdateret  16-04-2007
Oprettet 08-03-2010

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Personale
Arbejdsmiljø