Flere sengepladser løser ikke problemet
Overbelægningen på sygehusenes medicinske afdelinger ligger på det samme niveau, som det lå på for ti år siden - selv om sygehusene i samme periode har nedlagt hver femte seng. Det viser Sundhedsstyrelsens tal over belægningsprocenterne
Ifølge Landspatientregistret var belægningsprocenten indenfor de samlede medicinske specialer på 96 procent – både i 1997 og i 2005, som er de nyeste tal, der findes.
- Det er uværdigt, at syge ældre patienter må ligge klemt sammen på stuerne. Det er et problem, som vi i regionerne er meget opmærksomme på. Vi er nødt til at afdække området ordentligt, før vi ved, hvad det er, der skal til. Men flere sengepladser løser ikke bare problemet, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
Danske Regioner har for nylig nedsat en tænketank i samarbejde med Dansk Selskab for Intern Medicin. Formålet her er netop at se på, hvordan regionerne kan løse de udfordringer, som sygehusene i dag står overfor på de medicinske afdelinger.
- Vi må erkende, at det her er et område, hvor vi bliver nødt til at tænke nyt. Hele vejen rundt. For regionerne og sygehusene kan ikke løse det alene. Sygehusene skal blive bedre til at behandle de ældre hurtigere, når de bliver indlagt. Men en del af løsningen ligger også i kommunerne, som må blive bedre til at tage sig af de ældre, så de slet ikke ender på hospitalet. Og blive bedre til at tage imod de ældre, så de ikke skal ligge og vente på hospitaler, når de er færdigbehandlet. Som forholdene er nu, er situationen uholdbar for både personale og patienter, siger Bent Hansen.
Senest opdateret
07-09-2007
Oprettet 08-03-2010