Danske Regioner mødtes med EU-kommissæren for sundhed

Patienter skal have ret til at blive behandlet i et andet EU land og have refunderet dele af deres udgifter. Det er hovedindholdet i EU kommissionens kommende direktiv om sundhedsydelser på tværs af landegrænser. Derfor mødtes Danske Regioners ordfører på sundhedsdirektivet, Karsten Uno Petersen, den 16. december 2008 med EU-kommissæren for sundhed, Androulla Vassiliou

Direktivet er blevet behandlet i Regionsudvalget i Bruxelles, hvor Karsten Uno Petersen (medlem af Danske Regioners Internationale Udvalg og EU's Regionsudvalg) er ordfører på Regionsudvalgets udtalelse om det samlede direktiv. Regionsudvalget har høringsret på EU initiativer, der vedrører regioner og kommuner. Udtalelsen skal færdigbehandles i starten af februar 2009.

Sundhedskommissær Androulla Vassiliou og Karsten Uno Petersen. Foto: Wim Daneels

Bred opbakning til forhåndsgodkendelser

- Det gik rigtigt godt med førstebehandlingen af den danske udtalelse. Der var bred opbakning til vores forslag om, at patienter får en forhåndsgodkendelse fra hjemlandet, inden de rejser af sted for at blive behandlet i udlandet. Det er vigtigt for at skabe trygge rammer for patienterne, hvis de skal behandles i udlandet. siger Karsten Uno Petersen.

Fokus på patientrettigheder
I forbindelse med den politiske behandling af sundhedsdirektivet mødtes Karsten Uno Petersen med kommissæren for Sundhedsområdet, Androulla Vassiliou.

- Jeg fik en god snak med kommissæren, og jeg synes hun var lydhør overfor vores standpunkter. Jeg mener, at det er vigtigt, at direktivet skrues sammen så patienternes rettigheder sikres, og så der ikke sker en underminering af patientsikkerheden, siger Karsten Uno Petersen, og fortsætter:

- Samtidig er det vigtigt at fastholde, at det er medlemslandende der har ansvaret for sundhedspolitikken. Det er nødvendigt, hvis vi fortsat vil garantere behandling og pleje i verdensklase.

Senest opdateret  19-12-2008
Oprettet 08-03-2010

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Anne Thesbjerg Christensen
Seniorkonsulent
T: 35 29 82 45
M: 29 17 09 05
atc@regioner.dk
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Sundhed
EU