Betydelig vækst i regionernes budgetter for 2008
Regionernes budgetter for 2008 indeholder en betydelig vækst i udgifterne på sundhedsområdet. Der er også en vækst på området for regional udvikling, herunder til en øget indsats mod jordforurening
I efteråret 2007 vedtog de fem regioner deres andet årsbudget – budgetterne for 2008. Alle budgetter blev vedtaget med meget brede flertal i regionsrådene. Og budgetterne ligger for andet år i træk inden for den aftale, som er indgået med regeringen, og som følger regeringens finanspolitik.
Regionernes budgetter for 2008 indeholder en betydelig vækst i udgifterne på sundhedsområdet, som giver plads til flere behandlinger og at ny teknologi og ny medicin tages i brug. Samtidig er der en vækst på området for regional udvikling, herunder til en øget indsats mod jordforurening.
På sundhedsområdet er der en realvækst på 4,0 procent i forhold til det forventede udgiftsniveau i 2007. Det afspejler, at sundhedsområdet har høj prioritet, og at udgiftsudviklingen følger den udvikling, der også ses internationalt, i takt med at efterspørgselen efter sundhedsydelser stiger, og at der hele tiden kommer nye behandlingsmuligheder.
På social- og specialundervisningsområdet er der en nedgang i udgifterne. Det skyldes især, at nogle kommuner har valgt at overtage specialiserede institutioner, som med strukturreformen var placeret i regionerne. Samlet set er der cirka 500 pladser færre i regionerne i 2008.
Udgifterne til regional udvikling stiger med 150 millioner kroner svarende til cirka. 6,8 procent fra 2007 til 2008. Regionerne har blandt andet budgetteret med en vækst på cirka 55 millioner kroner til oprydning af forurenet jord, det vil sige på niveau med det aftalte i økonomiaftalen. Det svarer til, at regionerne kan oprydde cirka 50 grunde mere i 2008, end man kunne i 2007.
Læs mere:
Senest opdateret
15-01-2008
af
Andrea Grandelag
Oprettet 08-03-2010
af
Andrea Grandelag