Forlig med Sundhedskartellet
Strejken på landets sygehuse stoppede den 14. juni kl. 24.00. Det skete efter, at Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Sundhedskartellet blev enige om, hvor meget lønnen skal stige for Sundhedskartellets medlemmer over de næste tre år
Med aftalen vil Sundhedskartellets medlemmer stige 13,3 procent over de næste tre år. Derudover er der indgået en aftale om at bruge vikarmidler i størrelsesordenen 150 til 175 millioner kroner.
- Jeg er utrolig glad for, at vi er blevet enige og at der nu kan sættes punktum for den lange konflikt. Det er godt for de hundredtusindvis af patienter, som har måttet vente på en operation eller en undersøgelse. Og det er godt for sygehusvæsenet, som står over for store udfordringer i den kommende tid, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
Kristian Ebbensgaard, der er formand for RLTN, hæfter sig ved, at der er nået et resultat, som begge parter kan være tilfredse med.
- Jeg er glad for, at vi i fællesskab har fundet en lykkelig udgang på en lang konflikt. Ingen kan vist være i tvivl om, at det har været nogle meget svære og langstrakte forhandlinger, vi har været igennem. Og jeg er derfor godt tilfreds med, at vi selv har fundet løsningen, siger Kristian Ebbensgaard.
Aftalen, som er blevet indgået med Sundhedskartellet, er nøje afbalanceret dels i forhold til hensynet til lønrelationerne til FOA’s grupper, dels i forhold til de øvrige faggrupper i KTO.
Med aftalen kan sygeplejerskerne og de andre medlemmer af Sundhedskartellet ikke alene se frem til en pæn månedlig lønstigning på gennemsnitligt cirka 4.200 kroner over de næste tre år. De kan også se frem til resultaterne fra delforligene. De drejer sig blandt andet om lokal løndannelse, forbedring af tillæg for weekend- og natarbejde, særlige lønforhøjelser for en række personalegrupper samt at honoreringen for arbejde på skæve tidspunkter forhøjes.
Aftalen mellem RLTN og Sundhedskartellet kommer på en dag, hvor det samlede antal aflyste operationer og behandlinger på landets sygehuse har rundet de 370.000.
- Vi var nået til grænsen for, hvad vi kunne forsvare overfor vores patienter. Jeg ser nu frem til, at tingene kan blive normaliseret på vores sygehuse. Og alle parter har nu et fælles ansvar for, at vi vender tilbage til normale forhold på en rimelig og fornuftig måde, siger Kristian Ebbensgaard.
Overenskomstresultatet er suppleret med aftaler mellem Danske Regioner og Sundhedskartellet om ret til fuld tid og om anvendelsen af vikarmidler.
- Vi har brug for flere hænder i sundhedsvæsenet og derfor har vi gjort det muligt, at vikarmidlerne kan tilfalde vores egne ansatte. Aftalen giver en mulighed for et træk på vikarmidlerne i størrelsesordenen 150 til 175 millioner kroner, siger Bent Hansen.
Overenskomstaftalen skal nu til urafstemning blandt Sundhedskartellets medlemmer og resultatet offentliggøres den 25. juni kl. 14.00.
Læs mere:
I det samlede protokollat henvises til flg. dokumenter:
Vær opmærksom på, at delforlig af 14. februar 2008 vedr. udmøntning af trepartsmidlerne til seniorinitiativer ligger i forlængelse af delforlig vedr. trivsel, tryghed m.v.
Senest opdateret
13-06-2008
Oprettet 08-03-2010