Stor tilfredshed med regionernes bosteder
Næsten 80 procent af de pårørende synes, at beboernes ophold på regionernes sociale bosteder er gode eller ligefrem enestående. Det viser en ny tilfredshedsundersøgelse fra Danske Regioner
I forlængelse af tv-udsendelsen om forholdene på Strandvænget besluttede Danske Regioner, at brugere og pårørende skulle have mulighed for anonymt at vurdere kvaliteten i de sociale tilbud. Danske Regioners satte derfor - blandt flere andre ting - gang i en stor tilfredshedsundersøgelse blandt pårørende på de regionale boformer for personer med handicap.
Resultaterne er overordnet meget positive. På landsplan giver cirka 80 procent af de pårørende udtryk for, at de vurderer beboerens ophold på boformen som enestående eller godt. Cirka 19 procent vurderer opholdet til at være både godt og dårligt, mens kun to procent vurderer, at opholdet er dårligt eller uacceptabelt.
Resultaterne dækker over mindre regionale variationer. I alle regioner er der dog minimum 70 procent af de pårørende, der vurderer beboerens ophold som enestående eller godt.
- Det glæder mig, at det især er de besvarelser, som har med personalet at gøre, der er positive. Det betyder meget for mig, at de pårørende er trygge ved bostederne, finder atmosfæren god og synes, at beboerne mødes med respekt, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
De pårørende er mindst tilfredse med faktorer som mængden af aktiviteter, personale ressourcer og relevant information om de ansatte.
1000 pårørende har besvaret spørgeskemaet svarende til en svarprocent på 68 procent, hvilket er tilfredsstillende. 59 regionale boformer indgik i undersøgelsen.
Undersøgelsen, der skal give offentligheden indsigt i kvaliteten på de sociale tilbud i regionerne, indgår som en del af regionernes store kvalitetsmodel på socialområdet. Undersøgelsen af den første af sin art, og vil fremover blive gentaget hvert andet år.
Læs mere:
Fakta om kvalitetsmodellen
Med kvalitetsmodellen opstiller regionerne kvalitetsmål (standarder) for størstedelen af de regionale sociale tilbud. Standarderne omfatter blandt andet ledelse, individuelle handleplaner og brugerinddragelse.
Kvalitetsmodellen bygger på metoder og principper i den danske kvalitetsmodel på sundhedsområdet tilrettet det socialpædagogiske områdes særlige forhold og traditioner. Modellen er opbygget som en akkrediterings lignende model, hvilket indebærer:
- Der opstilles fælles standarder, som det enkelte sociale tilbud skal søge at opfylde
- Der opstilles indikatorer, der dokumenterer målopfyldelsen inden for standarderne
- Der udarbejdes lokalt tilpassede vejledninger og retningslinier til støtte for målopfyldelsen
- Der etableres et fælles evalueringssystem til akkreditering, bestående af både ekstern evaluering af det enkelte tilbud og årlig selvevaluering i tilbuddet
Modellen skal opbygges med få og klare standarder, og der lægges ud med seks standarder og 12 indikatorer. Modellen udvikles med afsæt i allerede igangværende kvalitetsprojekter, herunder bruger- og pårørendeundersøgelser på socialområdet.
Hertil kommer Det Sociale Indikatorprogram SIP, der måler effekten af sociale tilbud og et metodeudviklingsprojekt om brugerinddragelse på bostederne, der på sigt skal gøre det muligt for brugerne selv kunne give udtryk for deres tilfredshed med tilbuddene.
Læs mere:
Senest opdateret
02-06-2008
Oprettet 08-03-2010