Suspension af det udvidede frie sygehusvalg
Strejken på sundhedsområdet har med i alt 376.897 aflyste behandlinger resulteret i, at en meget stor gruppe patienter står på venteliste til en undersøgelse eller operation. På den baggrund vil regeringen suspendere det udvidede frie sygehusvalg frem til den 1. juli 2009. Regionerne vil via forhandlinger med de private sygehuse og klinikker forsøge at udnytte den samlede behandlingskapacitet bedst muligt
Mandag den 16. juni 2008 skrev Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse ud til de fem regionsråd samt de private sygehuse og klinikker vedrørende suspensionen af det udvidede frie sygehusvalg.
I brevet hedder det blandt andet, at ”regeringen agter at søge tilslutning til at suspendere det udvidede frie sygehusvalg frem til d. 1. juli 2009. Dette nødværge tages i brug som konsekvens af den force majeure situation, overenskomstkonflikten har skabt. Regionerne forpligter sig til at anvende den private kapacitet, der derved frigives.”
”Udfordringen er at få afviklet den pukkel, der er opstået som følge af konflikten, så hurtigt som muligt og på en økonomisk ansvarlig måde. Der er enighed om at sørge for, at de patienter, der er mest syge og har ventet længst, kommer til først.”
”Indtil lovændringen træder i kraft søges der indgået aftale med de private sygehuse under ordningen med henblik på at tilrettelægge visitationen således, at den samlede sygehuskapacitet udnyttes bedst muligt til patienter, som er henvist fra regionerne efter behovsmæssige kriterier.”
Forhandlingerne om udformning og vilkår for en aftale mellem regionerne og de private sygehuse blev indledt mandag den 16. juni, og de vil fortsætte i den kommende tid.
Læs mere:
Senest opdateret
16-06-2008
af
Lars Herning
Oprettet 08-03-2010
af
Lars Herning