Danske Regioner mødes gerne med Rudiengaard - allerede mandag

Danske Regioner opfordrer Folketingets Sundhedsudvalg til et møde mandag den 1. december 2008 for at diskutere kapaciteten på landets intensivafdelinger

Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard, har i TV Avisen søndag den 30. november 2008 kritiseret regionerne, fordi en ældre respirator-krævende kvinde blev transporteret fra Odense til Esbjerg.

Rudiengaard siger i indslaget, at han nu vil tage en snak med Danske Regioner. Til det siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner:

- Det er naturligvis ulykkeligt, at man ind imellem bliver nødt til at overføre patienter fra én intensivafdeling til en anden. Det kan kun beklages, men det kan være nødvendigt i de situationer, hvor intensivafdelingerne er ekstraordinære pressede. Men overførsel foregår kun, når det er lægefagligt forsvarligt.

Hvis vi skal undgå en situation som denne, bliver vi nødt til at have en overkapacitet, der kan stå klar til disse særlige situationer.

Hvis det er det, Folketinget ønsker, er vi klar til at opnormere vores intensivafdelinger.

Det vil jeg meget gerne mødes med Rudiengaard og Folketingets Sundhedsudvalg om snarest. Jeg vil derfor tage kontakt til ham allerede mandag den 1. december, så vi sammen kan se på, hvad der skal til for at undgå en lignende situation i fremtiden.

Bent Hansen mener, at det bør være muligt at mødes med så kort varsel, da Folketingets Sundhedsudvalg har kalenderen fri for mødeaftaler om mandagen.

Senest opdateret  30-11-2008
Oprettet 08-03-2010

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Bent Hansen
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T: 78 41 00 10
M: 40 31 37 07
bent.hansen@rr.rm.dk