Ny guide sikrer god evaluering af offentlige ledere
En ny guide opstiller ti principper for god ledelsesevaluering. Når ledelsesevaluering udføres ordentligt, er det et dynamisk redskab til at udvikle bedre ledelse
Guiden opstiller ti principper, der skal sikre, at både lederne og organisationen får noget godt ud af en evaluering. Blandt andet er det afgørende, at formålet står klart for alle, at der følges systematisk op på resultaterne, og at evalueringen ikke tilrettelægges som en personlig eksamen for den enkelte leder.
Den nye guide er den første samlede fremstilling af de overvejelser, kommuner og regioner bør gøre sig, når de planlægger at evaluere deres ledelse. Den er udarbejdet af Væksthus for Ledelse i samarbejde med Sundhedskartellet. Væksthus for Ledelse er et samarbejde mellem KL, Danske Regioner og KTO. Væksthuset arbejder for at udvikle og synliggøre god ledelse i kommuner og regioner
Alle offentlige ledere evalueres
Næsten halvdelen af landets knap 70.000 offentlige ledere har allerede deltaget i en ledelsesevaluering. Den anden halvdel kommer sikkert til det inden længe, for ifølge regeringens trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter bør ledelsesevaluering omfatte alle offentlige ledere.
Lederne har generelt taget godt imod metoden. Nyere undersøgelser viser, at det store flertal af offentlige ledere er glade for den systematiske tilbagemelding fra medarbejdere, lederkolleger og egen chef. Men undersøgelserne viser også, at ledelsesevaluering er et vanskeligt emne at håndtere, og derfor er den nye guide et vigtigt redskab, når der evalueres.
Læs mere:
Senest opdateret
20-11-2008
Oprettet 08-03-2010