Nyt sygehusbyggeri skal komme hele Danmark til gode
Et ekspertpanel vedrørende sygehusinvesteringer offentliggjorde i dag deres indstilling til regeringen om, hvordan de første 15 milliarder kroner fra regeringens kvalitetsfond til nye sygehuse bør fordeles
Efter ekspertpanelets opfattelse skal Region Midtjylland have 7,5 mia. kr., Region Syddanmark 7,2 mia. kr., Region Hovedstaden 6,1 mia. kr., Region Nordjylland 3,2 mia. kr. og Region Sjælland 1,35 mia. kr. I beløbene er indregnet, at regionerne selv skal bidrage med 40 procent af finansieringen, dvs. 10 mia. kr.
- Jeg hilser den store anlægsinvestering på i alt 25 mia. kr. velkommen. Den er et nødvendigt element i videreudbygningen af et velfungerende og stærkt dansk sygehusvæsen. Men når det er sagt, så er det Danske Regioners klare opfattelse, at en så stor satsning på nyt sygehusbyggeri skal komme hele Danmark til gode. Og det er der ikke taget hensyn til i første tildelingsrunde. Det bør der rettes op på i anden tildelingsrunde, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
Med udgangspunkt i de anbefalinger, som rapporten indeholder, så kan det konstateres, at de ekstra 25 mia. kr. ikke rækker til en endelig etablering af regionernes planlagte akutberedskaber. Det reelle behov er vel snarere mellem 70 og 80 mia. kr. alene for akutberedskaberne.
Uden at gå i detaljer kan det også påpeges, at panelets tekniske forudsætninger forekommer urealistiske, hvis nybyggerier skal fremstå fremtidssikret.
- Der savnes i høj grad også, at den samlede finansiering lægges fast. Her tænker jeg især på rammerne for optagelse af lån som en nødvendig forudsætning for byggeri i det omfang, der lægges op til i rapporten, siger Bent Hansen.
Han peger endvidere på, at det overordnet set er ganske problematisk, at udvalget på en lang række områder tilsidesætter de demokratiske beslutninger, de respektive regionsråd har truffet.
- Vi vil nu anmode regionsrådene om kommentarer, og på baggrund af disse vil vi drøfte ekspertpanelets indstillinger med regeringen, siger Bent Hansen.
Læs mere:
Senest opdateret
27-11-2008
af
Lars Herning
Oprettet 08-03-2010
af
Lars Herning