Sygehusene lever godt op til forløbstiderne på kræft
Mange af sygehusene lever helt op til forløbstiderne eller overskrider dem kun med få dage. Det viser en ny statusundersøgelse af implementeringen af pakkeforløb på kræftområdet, som regionerne har gennemført
Generelt viser statusundersøgelsen, at pakkeforløbene overordnet set implementeres tilfredsstillende. Selv om det er en meget stor opgave, som har mange ressourcemæssige udfordringer.
For de fleste sygehuse er situationen status quo i forhold til sidste afrapportering, som fandt sted i slutningen af august 2008. Men flere steder er situationen endog blevet bedre, for eksempel ved, at der nu kun er få dages overskridelser eller fuld opfyldelse af forløbstider.
Pakkeforløb prioriteres højt
- Det viser, at regionerne fortsat prioriterer det meget højt, at pakkeforløbene rulles ud, og at hele systemet bliver gearet til det, også selvom det er svært, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
Enkelte steder er der lidt forlænget forløbstid som følge af kapacitetsproblemer. Det betyder, at der kan være lidt længere ventetid. Fælles er dog for de få steder, hvor det er sådan, at personalet gør en stor indsats for at løse problemerne eksempelvis ved at omvisitere til andre sygehuse eller udvide den kirurgiske kapacitet.
Sammenhængende forløb og klar besked
Sygehusene begyndte at implementere pakkeforløbene i april 2008 – startende med de største kræftformer. Med indførelsen af pakkeforløb på kræft kommer langt de fleste patienter gennem et forløb, som er sammenhængende og med klar besked om, hvad der skal ske i deres forløb. Inden årsskiftet er der implementeret pakkeforløb for alle kræftformer.
- Generelt er både patienter og personale meget tilfredse med pakkeforløbene. Arbejdet findes mere tilfredsstillende end før pakkeforløbene blev implementeret. Patienterne ses langt hen ad vejen at komme meget hurtigere gennem forløbet til stor tilfredshed for vores ansatte, men bestemt også for patienten, siger cheflæge Tove Nilsson, Aalborg Sygehus.
Stor indsats fra personalet
- Der er fortsat udfordringer, for kapaciteten er generelt presset på sygehusene, og derfor er de sårbare for ændringer. Samtidig mangler sygehusene stadig at implementere pakkeforløbene for en række kræftområder. Men vi er godt på vej, og jeg synes vi har grund til at være stolte over, at vi er nået langt over halvvejen. Ikke mindst takket være personalet, som yder en kæmpe indsats, siger Bent Hansen.
Læs mere:
Senest opdateret
07-11-2008
Oprettet 08-03-2010