Fokus på den ikke-lægefaglige kræftbehandling
Danske Regioner har i 2010 fortsat fokus på kræftindsatsen. Stor konference til foråret sætter den ikke-lægefaglige kræftbehandling i fokus
Sygeplejen, forløbskoordinatorfunktionen, kontaktpersonordningen, tværgående forhindringer mellem sygehuse og uddannelse vil alle være emner, som tages op på endnu en konference på kræftområdet, som Danske Regioner vil afholde i foråret 2010.
Fagfolk og administratorer, der i det daglige arbejder med det ikke-lægefaglige område på kræftområdet, skal diskutere såvel de overordnede som de mere konkrete mål for de enkelte elementer i den samlede indsats. Formålet er også at give bud på, hvordan fremtidens indsats på kræftområdet skal tilrettelægges indenfor disse områder.
Store fremskridt skal følges op
- Jeg har tit sagt, at de store fremskridt på kræftområdet har fundet sted blandt andet takket være personalets store indsats. Ikke bare den lægefaglige indsats, men også andre fagområder og indsatser. Nu skal vi vurdere status i andre vigtige områder som sygeplejen, forløbskoordinatorfunktionen, inden for uddannelse osv. på kræftområdet, for at vi sammen kan finde ud af, hvordan indsatsen er og hvad vi skal forbedre, siger Danske Regioners formand, Bent Hansen, og fortsætter:
- Vi har for alvor fået ændret billedet på kræftområdet, så vi i dag er stærkt på vej til at have en kræftbehandling af høj standard på niveau med andre sammenlignelige lande. Der gennemføres hurtigere udredningsforløb og behandlingsindsatsen er klart forbedret. Vi har i regionerne haft fantastisk fokus på kræftområdet, og dette vil vi fortsætte med, til vi er helt i mål, så det ikke kun handler om at den lægefaglige behandling er top, og patienterne udredes og behandles hurtigt, men at alle de andre facetter også er i orden.
Endnu et ny oplæg kridter banen op
Endnu engang vil Danske Regioner udgive en pjece på en konferencedag, der sætter fokus på konferenceemnerne.
- Vi har jo tidligere i Danske Regioner haft fokus på kontrolforløb, hvor vi udgav en debatpjece og siden konferencen om den lægefaglige indsats, hvor vi også udgav en pjece. Vi vil igen i forbindelse med den nye konference udgive en pjece, som skal ses som et indspark til den generelle indsats.
Senest opdateret
18-12-2009
Oprettet 08-03-2010