Regionerne overvejer kriseinitiativer

De regionale vækstfora overvejer nu muligheder for at modvirke krisen i erhvervslivet.

I en undersøgelse foretaget af Capacent for Jyllands-Posten blev 300 virksomhedsledere for nylig spurgt, hvordan den nuværende økonomiske situation påvirker deres virksomhed. 64 procent mener, at deres virksomhed styrer mod lavere vækst. Der er 27 procent, der mener, at situationen går ud over innovation og produktudvikling.

Vækstfora overvejer tiltag
Blandt andet sådanne dystre meldinger er baggrunden for, at de regionale vækstfora nu overvejer, om der bør tages yderligere tiltag til erhvervsfremme. Eller om man skal fremskynde nogle af dem, der allerede er på tegnebrættet.

Vækstforum i Region Midtjylland skal på sit kommende møde vurdere, om der skal sættes yderligere skub i at sikre adgang til risikovillig kapital til de internationalt orienterede virksomheder gennem et nyt program via Væksthus Midtjylland i samarbejde med Vækstfonden.

Fokus på udviklingsorienterede investeringer
I Region Nordjylland er vækstforum i gang med at udrede de problemer, som situationen skaber hos iværksættere og mindre/mellemstore udviklings-orienterede virksomheder med vækstambitioner. Det vil sige, at det særligt er udviklingsorienterede investeringer, som eksempelvis finansiering af investeringer i maskiner, produkt- og markedsudvikling, innovation, der kigges på.

Alle vækstfora ventes også fortsat at have et stærkt fokus på kompetenceudvikling. Allerede i 2008 satte de gang i aktiviteter for cirka 335 millioner kroner på dette område.

- Et tæt samarbejde med beskæftigelsesrådene, kommuner og uddannelsesinstitutioner er centralt for os i den kommende tid, udtaler Carl Holst, der er formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling.

Koordinering vigtig
Carl Holst understreger, at det er nok så vigtigt, at regionale og statslige initiativer koordineres.

- Derfor er jeg glad for, at medlemmer af de regionale vækstfora deltager på de to ”økonomiske arbejdsmøder”, som regeringen afholder i henholdsvis Øst- og Vestdanmark i februar måned. Vi vil bagefter nøje overveje en række initiativer, som vi kan foreslå regeringen i forbindelse med de forhandlinger om justering af partnerskabsaftalerne, som vækstforaene skal have med regeringen i løbet af foråret, siger han.

Danske Regioner og de regionale udviklingsdirektører har netop holdt et møde, hvor der blev taget hul på drøftelserne om dette emne.

Senest opdateret  11-02-2009
Oprettet 08-03-2010

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Carl Holst
Næstformand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T: 76 63 11 10
M: 40 32 52 10
carl.holst@regionsyddanmark.dk
Lotte Holten-Møller
Kontorchef
T: 35 29 83 11
M: 22 11 09 80
lhm@regioner.dk
Lone Vingtoft
Chefrådgiver
T: 35 29 81 94
M: 22 22 26 74
lvi@regioner.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Regional udvikling