Fælles seminar om dansk indsats for Østersøregionen
Danske Regioner er gået sammen med Baltic Development Forum, Europa-Kommissionen og Udenrigsministeriet om at arrangere et fælles seminar om Danmarks bidrag til EU’s Østersøstrategi. Danske Regioner fortsætter dermed sit stærke engagement i arbejdet med Østersøregionen
Det fælles seminar, der finder sted den 1. september 2009, skal sætte fokus på Danmarks rolle i den samlede Østersøstrategi.
Danmark har en central placering i arbejdet med Østersøregionen og står reelt med det overordnede ansvar for implementeringen af store dele af Østersøstrategien. Danmark har således taget koordinatorposter på fire af Østersøstrategiens indsatsområder og har delt koordinatorpost på yderligere to områder, i samarbejde med Letland og Finland.
Formand for Danske Regioners internationale udvalg Knud Andersen har arbejdet målrettet med strategien og er tilfreds med resultatet:
- Kommissionen har gjort et stort arbejde for at samle hele Østersøregionen i en fælles strategi. Udfordringen er nu at følge op på strategien, således at vi får et bredt engagement på tværs af landegrænserne i EU.
Danske Regioner lægger særlig vægt på Østersøens potentiale som en attraktiv og bæredygtig region indenfor eksempelvis turisme. Dette fokus deles af den danske regering, som bl.a. prioriterer transport, klima og tilgængelighed til regionen.
Senest opdateret
08-07-2009
Oprettet 08-03-2010