Kommuner og regioner øger antallet af praktikpladser med yderligere 10 procent

Regeringen, KL og Danske Regioner har aftalt at oprette 1.650 ekstra praktikpladser i 2010 oveni de ekstra næsten 1.000 pladser, der allerede er indgået aftale om. Dermed oprettes der yderligere 10 procent ekstra praktikpladser til næste år

Fra nytår stiger antallet af praktikpladser på erhvervsuddannelsesområdet (herunder social- og sundhedsområdet og erhvervsgrunduddannelsen) med yderligere 10 procent i kommuner og regioner. Hertil kommer de yderligere pladser på sosu-området, der allerede er aftalt med trepartsaftalen fra 2007. Også staten øger antallet af pladser med 10 procent.

De ekstra pladser skal bruges til at hjælpe unge, som har svært ved at få en praktikplads på grund af den økonomiske krise og drastiske fald i praktikpladser på det private arbejdsmarked. De skal sikres en praktikplads, så de kan færdiggøre deres uddannelse og bl.a. være med til at sikre fremtidens arbejdsmarked tilgang af faglært arbejdskraft.

Aftalen om de ekstra praktikpladser er en opfølgning på aftalerne fra juni 2009 om henholdsvis kommunernes og regionernes økonomi for 2010. Heraf fremgår det, at regeringen, KL og Danske Regioner i efteråret 2009 vil drøfte en plan for at øge antallet af praktikpladser.

Regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre har i forbindelsen med Finanslov 2010 aftalt en ny belønning på op til 50.000 kr. pr. ny uddannelsesaftale.

Regeringen, KL og Danske Regioner er i forlængelse af finanslovsaftalen blevet enige om, at den forhøjede præmiering giver de kommunale og regionale arbejdsgivere økonomisk grundlag for at oprette mindst 1.650 ekstra praktikpladser i 2010. De ekstra pladser skal etableres udover de ekstra knapt 1.000 pladser, der i forvejen er aftalt på social- og sundhedsområdet i 2010 i forbindelse med trepartsaftalen fra 2007 mellem regeringen, KL, Danske Regioner, LO og AC.

Den nye aftale indebærer, at der oprettes mindst 1.320 ekstra praktikpladser i kommunerne og 330 ekstra praktikpladser i regionerne inden for social- og sundhedsuddannelsen (dvs. social- og sundhedshjælper samt social- og sundhedsassistent), den pædagogiske assistentuddannelse, uddannelsen til lægesekretær, de øvrige erhvervsuddannelser samt erhvervsgrunduddannelsen (egu).

Undervisningsminister Bertel Haarder udtaler:
- Det er vigtigt, at ingen lades i stikken, fordi de ikke kan finde en praktikplads. Kommuner og regioner efterspørger uddannet arbejdskraft, og med denne aftale sikrer vi både flere hænder til bl.a. pleje- og sygeområdet og på sigt mere uddannet arbejdskraft, samtidigt med at flere unge såvel som ældre ufaglærte på trods af den aktuelle økonomiske krise kan tage sig en uddannelse, siger Bertel Haarder. 

KL’s formand Erik Fabrin udtaler:
- Kommunernes mål er til næste år at oprette 20 pct. flere praktikpladser – en kraftig stigning. Det betyder, at kommunerne til næste år åbner døren for, hvad der svarer til en fjerdedel af en ungdomsgeneration. Det bliver en meget stor udfordring for kommunerne. Men det er nødvendigt, at vi giver de unge en stor håndsrækning under den nuværende økonomiske krise, hvor antallet af uddannelsesaftaler i den private sektor er styrtdykket, siger Erik Fabrin.

Danske Regioners formand Bent Hansen udtaler:
- Aftalen viser, at regionerne er parat til at tage ansvar i en krisetid. Det er en samfundsopgave at sørge for, at unge får sig en uddannelse. Og den vil regionerne gerne være med til at løfte. Men det er samtidig vigtigt, at vi ikke uddanner de unge til arbejdsløshed, så de nye praktikpladser bliver et midlertidigt aktiveringstilbud. Her har regionerne en helt klar fællesinteresse med de kommende elever i, at behovet for arbejdskraft tænkes med, når de ekstra elevpladser skal fordeles, siger Bent Hansen.

Læs mere:

Senest opdateret  27-11-2009
Oprettet 08-03-2010

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Bent Hansen
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T: 78 41 00 10
M: 40 31 37 07
bent.hansen@rr.rm.dk
Janet Samuel
Kontorchef
T: 35 29 81 87
M: 22 63 22 57
jsa@regioner.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Uddannelse