Danske Regioner samler aktørerne i retspsykiatrien
Regionerne oplever i stigende omfang, at en række udfordringer i retspsykiatrien presser sig på. Et meget konkret udtryk herfor er det stigende antal rømninger fra de retspsykiatriske afdelinger
Danske Regioners bestyrelse har besluttet at iværksætte en kulegravning af retspsykiatrien og samle samtlige aktører på området.
- Danske Regioners formandsskab ønsker snarest at afholde et møde med justitsministeren og indenrigs- og sundhedsministeren, siger Carl Holst, næstformand i Danske Regioner.
Regionerne gennemførte i foråret 2010 et sikkerhedstjek på de retspsykiatriske afdelinger.
Med afsæt i den efterfølgende redegørelse fra regionerne og de verserende sager - senest i august 2010 - har Danske Regioners bestyrelse drøftet en handlingsplan, som indeholder en kulegravning af retspsykiatriens mange udfordringer. Derfor vil Danske Regioner nu samle interessenterne på området.
- Vi har et unikt retspsykiatrisk system, hvor behandlingen er i højsædet, da patienterne netop er dømt til behandling og ikke til fængsel. Af hensyn til de retspsykiatriske patienter er det samtidig vigtigt, at befolkningen kan føle sig trygge, ellers risikerer vi en udvikling, der ender med mere tvang, siger Carl Holst.
Senest opdateret
27-08-2010
Oprettet 27-08-2010