Regionerne er klar til at opsige overenskomsten med praktiserende læger
Danske Regioners forhandlere har fået mandat til at opsige overenskomsten med PLO, hvis de praktiserende lægers organisation ikke kommer tilbage til forhandlingsbordet
Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) har givet Danske Regioners forhandlere mandat til at opsige overenskomsten med de praktiserende lægers organisation, PLO. Formand for RLTN, Jens Stenbæk, vil dog ikke opsige overenskomsten her og nu.
- Regionerne er parat til at forsøge endnu engang at nå til enighed med de praktiserende læger om at forny overenskomsten. Derfor håber vi, at PLO også er indstillet på at finde en løsning, så vi langt om længe kan få en ny overenskomst i hus, siger Jens Stenbæk
- Regionerne og de praktiserende læger har forhandlet i snart to år om at få fornyet overenskomsten, så hvis ikke de praktiserende læger går seriøst ind i forhandlingerne, så er vi nødt til at trække en streg i sandet og opsige overenskomsten. Den nuværende aftale er for dyr, og en alvorlig bremseklods i forhold til den udvikling resten af sundhedsvæsenet er i gang med, fortsætter Jens Stenbæk.
Regionerne overordnede mål med en ny aftale er:
- At væksten i udgifter til ydelser hos de praktiserende læger skal afdæmpes væsentligt. Udgifterne - og dermed omsætningen hos lægerne - er vokset med 1,2 milliarder kroner fra 2006 til 2009. Det svarer til en vækst på ca. 20 procent
- At regionerne skal have mulighed for at sikre lægedækning i hele landet, så alle borgere kan blive tilmeldt en læge, uden at løsningerne indebærer væsentlig merbetaling til lægerne
- At lægevagten tilpasses planerne for en ny akutstruktur
- At de praktiserende læger er klar til at dokumentere patientbehandlingen og kvaliteten af deres arbejde overfor regionerne
Læs mere:
Senest opdateret
15-12-2010
af
Lars Herning
Oprettet 15-12-2010
af
Lars Herning