Jagten på talentfulde ledere er sat ind
Ny guide fra Væksthus for ledelse skal inspirere til systematisk arbejde med at udvikle talenter for ledelse i regioner og kommuner
Det er ikke altid den dygtigste kirurg, der vil være bedst til at lede hjerteafdelingen eller den bedste pædagog, der kan få mest ud af den sociale institution. Ledelse er noget, almindelige medarbejdere kan have et skjult talent for, og det talent skal de nuværende ledere være bedre til at få øje på og få til at folde sig ud. Og det haster med at finde og udklække de ledere, der skal stå i spidsen for blandt andre sygeplejersker, sosu’er, læger og socialpædagoger. I løbet af de kommende syv år går 20.000 ledere på pension i kommuner og regioner og skal erstattes med nye.
Guide til inspiration
Derfor er parterne bag Væksthus for ledelse gået sammen om at udvikle publikationen ”De næste ledere – en guide til at udvikle ledertalenter i kommuner og regioner”. Formålet med guiden er at inspirere flere til et mere systematisk talentarbejde – blandt andet ved at give eksempler og erfaringer videre fra nogle af de kommuner og regioner, der er gået i gang.
– Det er en vigtig erfaring, at man ikke nødvendigvis skal spejde efter de medarbejdere, som viser flotte resultater inden for deres felt. At de er dygtige til deres fag, gør dem nemlig ikke automatisk til gode ledere. Det er deres potentiale inden for ledelse, vi skal gå efter, siger Signe Friberg Nielsen, forhandlingsdirektør i Danske Regioner og medlem af Væksthus for Ledelses bestyrelse.
Læs mere:
Senest opdateret
12-02-2010
Oprettet 16-04-2010