Regionernes internationale samarbejde skaber vækst i hele Danmark
Ny analyse fra Danske Regioner viser, hvordan det interregionale samarbejde styrker den regionale udvikling i Danmark. Regionerne har været med til at skaffe danske projektpartnere 350 millioner kroner
På landsplan er danske projektpartnere blevet tildelt cirka 350 millioner kroner fra EU’s Interreg IVB og IVC programmer siden 2007. Det viser ny analyse fra Danske Regioner, som konkluderer, at der i Danmark er en stærk interesse for at deltage i EU’s interregionale og tværnationale programmer.
Mulighed for at arbejde på tværs
Projekterne betyder meget for den regionale udvikling i Danmark på flere områder, blandt andet inden for klima og miljø, erhvervsudvikling og infrastruktur.
- Interreg-programmerne er en enestående mulighed for at arbejde på tværs af kommuner og regioner i Europa om udvikling af nye initiativer til for eksempel at begrænse CO2-udledningen regionalt og lokalt, udtaler Carl Holst, formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling.
Stærk lokal og regional prioritering
Projektet LoCaRe (Low Carbon Economy Regions) er et eksempel på et regionalt projekt, der arbejder mod at modernisere de involverede regioners erhvervsliv på en økonomisk og miljøeffektiv måde. Her er Region Syddanmark projektejer.
Et andet vigtigt regionalt projekt er Coast Alive, hvor Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Sjælland deltager. Her er formålet at brande nordsøområdet som mekka for friluftsliv og aktive oplevelser. Også Region Midtjylland er Lead Partner på et projekt CLIWAT, der skal vurdere effekterne af fremtidens klimaforandringer og deres påvirkning af grundvandet.
Samlet set står lokale og regionale myndigheder for 60 procent af den danske deltagelse i programmerne, hvilket viser en stærk lokal og regional prioritering af det interregionale samarbejde i Europa.
Læs mere:
Senest opdateret
10-02-2010
af
Charlotte Stryhn
Oprettet 16-04-2010
af
Charlotte Stryhn