Sygefraværet falder i regionerne
Fravær på grund af sygdom blandt regionalt ansatte faldt sidste år med hvad der svarer til 140 fuldtidsstillinger. En målrettet indsats for at nedbringe sygefraværet i regionerne bærer nu frugt
Hver enkelt ansat i regionerne i 2008 var i gennemsnit fraværende 12,6 arbejdsdage på grund af sygdom. Det viser nye tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor (FLD). Det er et fald på 0,3 dagsværk pr. ansat i forhold til året før, hvilket svarer til 140 fuldtidsstillinger.
- Det er glædeligt, at sygefraværet falder, for det øgede nærvær på arbejdspladserne er naturligvis til gavn for patienterne – og samtidig har det positive effekter for både den enkelte medarbejder, der undgår sygdom, og for kollegerne, der undgår at løbe hurtigere for også at nå den sygemeldtes opgaver, siger Signe Friberg Nielsen, forhandlingsdirektør i Danske Regioner.
Fælles regionale indsatser
Gevinsten ved at fokusere på at nedbringe sygefraværet er altså stor. Og faldet i fravær skyldes blandt andet at der lokalt gøres en aktiv ledelsesindsats for at fremme nærværet. Derudover har Danske Regioner sammen med regionerne gennem en årrække villet nedbringe sygefraværet. Det sker gennem en række fælles indsatser, hvor fokus er på videndeling og erfaringsudveksling regionerne imellem. Formålet er at informere om og inspirere til arbejdet med at fremme nærværet og nedbringe fraværet. Og det er en indsats, som fortsætter.
- Selvom fraværet er faldende, er der stadig potentiale for at nedbringe sygefraværet yderligere. Det er en udfordring, som vi fra Danske Regioner side fortsat prioriterer meget højt, siger Signe Friberg Nielsen.
Læs mere:
Senest opdateret
08-02-2010
af
Thomas Skellund
Oprettet 16-04-2010
af
Thomas Skellund