Regionerne har fokus på bæredygtighed
Regionerne arbejder aktivt med bæredygtig udvikling. Det viser en redegørelse for Lokal Agenda 21-arbejdet i kommuner og regioner, som Miljøministeriet har udarbejdet i samarbejde med Danske Regioner og KL
Miljøminister Troels Lund Poulsen har netop fremlagt en redegørelse til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, der viser, hvordan kommuner og regioner arbejder med bæredygtighed i form af Lokal Agenda 21-strategier.
Kommuner og regioner har pligt til at udarbejde Lokal Agenda 21-strategier i hver valgperiode, og alle regioner har udarbejdet strategier for bæredygtig udvikling.
Bæredygtig regional udvikling
Redegørelsen er lavet på baggrund af By- og Landskabsstyrelsens rapport om undersøgelse af kommuners og regioners Lokal Agenda 21-strategier (2006-2009).
- Regionerne prioriterer bæredygtig udvikling højt, og det er bæredygtighedsstrategierne gode eksempler på. De viser, hvordan regionerne har fokus på de områder, der virkelig kan gøre hverdagen mere bæredygtig for både borgere og erhvervsliv, såsom nedsætning af energiforbruget, miljøvenlige busser og bæredygtige sygehuse, udtaler Carl Holst, formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling.
Grønne regnskaber
Rapporten viser, hvordan regionernes strategier har fokus på at mindske miljøbelastningen og fremme en bæredygtig regional udvikling. Dette gøres blandet andet ved at bruge grønne regnskaber og indikationer i de regionale forvaltninger og institutioner for eksempel gennem brug af miljørigtige produkter, men også el- og varmeforbrug bliver prioriteret.
Regionerne bestræber sig på at nedsætte energiforbruget, først og fremmest ved at indføre energispareforanstaltninger i bygninger, men også ved at spare energi inden for den kollektive transport. Flere regioner planlægger for eksempel indkøb af køretøjer, der ikke udleder drivhusgasser.
Redegørelsen viser også, at kommunerne har udarbejdet strategier, nogle har lavet selvstændige LA21-strategier, andre har indarbejdet dem i deres kommuneplanstrategier.
Læs mere:
Senest opdateret
08-01-2010
af
Thomas Skellund
Oprettet 16-04-2010
af
Thomas Skellund