Regionernes økonomistyring er det muliges kunst

Styringen af økonomien i regionerne er ansvarlig - selv under vanskelige vilkår. Debatindlæg af Kristian Heunicke, cheføkonomi i Danske Regioner

Af Kristian Heunicke, cheføkonom i Danske Regioner

Regionerne beskyldes i disse dage for dårlig økonomistyring, fordi en række sygehuse har brugt for mange penge i 2009. Styringen af sygehusene er imidlertid præget af to modstridende hensyn, som ikke kan undgå at komme i konflikt:

På den ene side er der den klassiske rammestyring, som man kender i hele den offentlige sektor. Man får et budget og det skal holdes. Sådan er regionernes aftale med regeringen. Det er for at overholde den aftale, at regionerne og sygehusene netop nu er ved at tilpasse deres udgifter.

På den anden side stiller regeringen krav om at regionerne skal betale deres sygehuse i forhold til hvor mange behandlinger de gennemfører. Jo mere afdelingen laver, jo flere penge skal den have. Tanken bag er inspireret af private virksomheder: Det skal kunne betale sig at skaffe plads til ”flere kunder i butikken”.

Det siger vel næsten sig selv at dette er en udfordring for økonomistyringen. Hvordan skal man både overholde en ramme, og samtidig uddele flere penge til afdelinger der laver flere behandlinger, uden at vide på forhånd hvor mange ekstra patienter der dukker op? Man skal også håndtere, at nogle patienter måske vil tage pengene med sig til et privathospital, og derved dræner kassen.

Faktisk er det indtil nu gået temmelig godt i regionerne med at få de to modsatrettede hensyn til at mødes. Regionerne har overholdt økonomiaftalerne fire år i træk. Det er noget, som aldrig før er sket i den offentlige sektor. Og det er sket samtidig med enorme omstillinger, indførelse af kræftpakker, nye behandlingsgarantier mv.

Det er lykkedes, fordi regionerne har gjort en stor indsats, og fordi de økonomiske rammer har været tilpas rummelige. Nu er rammerne ikke længere så rummelige. Og der er pludselig meldinger fra sygehusene, der tyder på, at det ikke lykkes at overholde regnskabet for 2009. Og nogle steder giver det desværre anledning til fyringer.

Det er selvfølgelig ikke godt, men bør også sættes i perspektiv: En overskridelse på en milliard kroner som der har været fremme i medierne – svarer til lidt over en procent af regionernes samlede sundhedsudgifter. Fyringerne af de 136 personer, der indtil nu er gennemført, svarer til en promille af det samlede personale i regionerne. Det er ikke tal, som man ville løfte et øjenbryn over, hvis vi talte om private virksomheder.

Frem for at pege fingre ad økonomistyringen, burde man i stedet se på styringsmulighederne. Har regionerne reelt haft mulighed for at sige nej til det stigende antal patienter? Er udgiftsrammen overhovedet realistisk, når man sammenholder med borgernes ønsker til behandling, og de rettigheder som lovgivningen giver?

Der er altså ikke tale om manglende økonomistyring. Tværtimod. Det er netop økonomistyring, der foregår i disse dage, selv om den enkelte steder er af den mere brutale slags.

Senest opdateret  27-01-2010
Oprettet 16-04-2010