Sygehusenes ventetider reduceret i rekordfart
Regionerne har i 2009 haft solid vækst i aktiviteten på sygehusene. Der er behandlet så mange patienter, at ventetiden nu næsten er bragt ned på niveauet fra før plejepersonalets strejke i 2008, og på nogle områder er ventetiden endda blevet kortere
Regionerne har fra 2008 til 2009 oplevet en historisk vækst i sygehusenes produktivitet på ni procent. Den høje vækst er til dels forårsaget af lav produktion i 2008 som følge af strejken, dels en høj produktion i 2009.
Aktiviteten i 2009 har resulteret i, at patienternes ventetid fra henvisning til behandling er blevet kortere. Den gennemsnitlige ventetid for alle opererede patienter er nu tæt på at være på niveau med ventetiden før strejken, og i de seneste måneder af 2009 er ventetiden samlet set blevet kortere. Det kan man læse ud af Sundhedsstyrelsens tal for erfarede ventetider for de første ni måneder af 2009, der netop er offentliggjort.
- Vi kan godt tillade os at være stolte af det høje aktivitetsniveau på sygehusene. Tallene viser tydeligt, at der virkelig bliver knoklet ude på vores hospitaler, og at personalet har gjort en ekstra indsats for at sikre, at patienterne kan blive behandlet så hurtigt som overhovedet muligt, siger Ulla Astman, formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.
Kortere ventetid på ny hofteDen gennemsnitlige ventetid for alle operationer dækker over forskellige udviklinger for forskellige sygdomsgrupper. I 2009 er der sket en prioritering i regionerne, hvor de sygeste og mest besværede bliver behandlet først. Således er der sket et markant fald i ventetiden til en ny hofte.
Også når det gælder ventetid til kunstigt knæ, rekonstruktion af ledbånd i knæ, behandling af diskusprolaps og knusning af nyresten er ventetiden fra henvisning til behandling blevet kortere end i 2008.
Læs mere:
Senest opdateret
28-01-2010
af
Andrea Grandelag
Oprettet 16-04-2010
af
Andrea Grandelag