Regeringen og regionerne enige om vækstindsats

Regionalpolitisk vækstredegørelse pointerer, at fornyet regional vækst og beskæftigelse forudsætter en fælles national og regional indsats

Økonomi- og erhvervsministeren har netop offentliggjort regionalpolitisk vækstredegørelse 2010. Den gør status på den regionale vækst, på uddannelse, iværksætteri og innovation samt på de regionale vækstforas aktiviteter. Den understreger også, at der er behov for en indsats, som skaber grobund for ny vækst og beskæftigelse i hele landet.

Behov for indsats over hele landet
Netop at skabe grobund for ny vækst og ny beskæftigelse i hele landet er regionerne meget enige med regeringen i.

- Det er ikke mindst vigtigt, at den nationale og regionale vækstindsats ses i sammenhæng og supplerer hinanden, understreger Birgitte Josefsen, der er formand for Udvalget for Regional Udvikling i Danske Regioner.

- Der er også grund til at glæde sig over, at Brian Mikkelsen i forbindelse med offentliggørelsen bekræftede, at regeringen om kort tid kommer med et regionalpolitisk udspil om et Danmark i balance. Mulighederne for at bo samt for at skabe vækst og udvikling skal være gode i hele landet, siger Birgitte Josefsen.

Regionerne er godt i gang
I redegørelsen dokumenteres en række regionale forskelle, når det gælder uddannelse, innovation og iværksætteri. Den nævner også eksempler på de initiativer, som vækstforaene har sat i gang for at forbedre de regionale rammevilkår. Og den sætter fokus på de regionale krisepakker, som vækstforaene vedtog i 2009 bl.a. med det formål at sikre flere unge praktikpladser og stimulere en omstilling til væksterhverv.

- Det er positivt at se, at regeringen anerkender den indsats, de regionale vækstfora bidrager med i forhold til at styrke rammerne for vækst og erhvervsudvikling i regionerne, understreger Birgitte Josefsen.

- Det er et godt udgangspunkt for de partnerskabsaftaler om vækst og erhvervsudvikling, som regeringen og de regionale vækstfora forventes at indgå i efteråret, slutter hun.

Læs mere:


 

Senest opdateret  17-06-2010 af Lars Herning
Oprettet 15-06-2010 af Lars Herning

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Birgitte Josefsen
Formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling, regionsrådsmedlem
T: 98 83 70 51
M: 24 46 69 50
birgitte.josefsen@rn.dk
Lone Vingtoft
Chefrådgiver
T: 35 29 81 94
M: 22 22 26 74
lvi@regioner.dk