Regioner vil reducere brugen af tvang

Regionerne vil reducere brugen af tvang mod psykiatriske patienter med 20 procent over tre år. Det skal blandt andet ske ved målrettet at uddanne personalet og ved at inddrage patienternes erfaringer


Selv om brugen af tvang i psykiatrien er forholdsvis lav i Danmark sammenlignet med en række andre europæiske lande, så vil regionerne de kommende tre år arbejde på at nedbringe brugen af tvang. I et nyt udspil lægger Danske Regioner op til at reducere brugen af tvang - som f.eks. bæltefiksering og  fastholdelse - med 20 procent.

- Tvang er et meget alvorligt indgreb i den personlige frihed. Selv om tvang kan være den eneste udvej, så den psykiatriske patient ikke gør skade på sig selv eller andre, så tror vi i regionerne på, at det er muligt at undgå en række af de tvangssituationer, siger Flemming Stenild, formand for Danske Regioners Social- og Psykiatriudvalg.

I dag bliver omkring 5.000 personer årligt udsat for fysisk tvang i forbindelse med deres indlæggelser på de psykiatriske afdelinger. Ud over at nedbringe antallet af fikseringer og fastholdelse af de psykiatriske patienter, så har regionerne også en målsætning om at nedbringe varigheden af fiksering i den samme periode. Her er målet også at skære tiden ned med 20 procent. 

Fokus på forebyggelse og forskning
Forebyggelse er også et vigtigt element i strategien for at få nedbragt antallet af tvangssituationer. Desuden fokuserer udspillet fra Danske Regioner på at få styrket forskningen på området, og på at få uddannet personalet til at kunne håndtere en række situationer på en anden måde end i dag.

- Personalet yder allerede i dag en kæmpe indsats for at undgå tvang. Vi skal dog sikre os, at de er klædt bedst muligt på til at håndtere de svære situationer. Pilotprojekter har vist, at forebyggelse, f.eks. i form af mere terapi og flere aktiviteter på afdelingerne, har en god effekt. Den viden forpligter til, at vi gør en større indsats på området, siger Flemming Stenild.

Læs mere:

 

Senest opdateret  24-06-2010
Oprettet 23-06-2010

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Flemming Stenild
Formand for Danske Regioners Social- og Psykiatriudvalg, regionsrådsmedlem
T: 54 86 60 87
M: 21 68 25 36
flemms@regionsjaelland.dk
Tommy Kjelsgaard
Kontorchef
T: 35 29 82 14
M: 22 22 26 75
tk@regioner.dk
Mikkel Lambach
Chefrådgiver
T: 35 29 82 12
M: 29 17 09 02
mla@regioner.dk
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Psykiatri
Tvang