Turismen bagud inden kick-off

Den tyske momssænkning er en skarp sten i skoen på vejen ud af turismens aktuelle krise. Behov for at regeringen analyserer konsekvenserne. Læs Carl Holsts synspunkt bragt i Berlingske Business den 28. juni 2010

Af Carl Holst, næstformand, Danske Regioner

For de 125.000 medarbejdere i turismeerhvervet er 1. juli normalt startskuddet til en meget travl periode. Forhåbentligt bliver denne sommer mere travl end sidste år. Her faldt de udenlandske overnatninger i juli-august med 10 pct. Og gjorde 2009 til et rædselsår. Det betød endnu en gang mistet omsætning, eksport, indtjening og arbejdspladser.

Den 1. juli træder en ny lov om VisitDenmark i kraft. Den er et af instrumenterne, der skal vende mange år med faldende turisme til Danmark. Loven gør VisitDenmark til en ren markedsføringsorganisation, som frem-over alene skal profilere og markedsføre dansk turisme internationalt.

Loven giver samtidig regioner og kommuner - i samspil med turismeerhvervet - ansvaret for at udvikle nye produkter og oplevelsesmuligheder, der kan være med til at løfte vores turisme højere op i værdikæden. Det er nødvendigt. Havfruen og det enkelte sommerhus eller kro er ikke længere nok. Der skal en vifte af muligheder og tilbud til – og de skal bindes sammen og gøre attraktive for de forskellige målgrupper. Det er ikke det samme, der er spændende for en småbørnsfamilie som for eksempel for en kongresgæst med ægtefælle.

Via de regionale vækstfora og turismeselskaber er regionerne allerede i gang. Tiltagene favner bredt. De bygger blandt andet bro til design, mode, vedvarende energi, nye nationalparker, formidling af kulturarv og historie via mobile platforme, begivenheder inden for erhverv, sport og kultur. Samt tiltrækning af flere langruter til Kastrup fra byer i bl.a. Asien og Nordamerika - det er bl.a. afgørende for at sikre en høj udnyttelsesgrad af den hotel- og konferencekapacitet, som lige nu udbygges markant i København.

Men det er desværre ikke nok:

Ved årsskiftet sænkede Tyskland momsen på overnatninger fra 19 procent til syv procent. Cirka totredjedele af vores udenlandske overnatninger er tyske. Tyske turister tegner sig derfor stadig for en væsentlig del af turismens årlige omsætning på 72 millliarder kroner.

Den tyske momsnedsættelse gør det mere tillokkende for tyske familier at placere ferien i Tyskland frem for Danmark. Det er med til at svække en vigtig del af grundlaget for turisme i Danmark i fremtiden.

Også virksomheder vælger Danmark fra. Det skyldes reglerne om moms-afløftning ved køb af hotel- og restaurantydelser ved afholdelse af møder, kurser, konferencer mv. I vore nabolande kan virksomheder fradrage hele momsen. I Danmark derimod kun 25 procent. Det betyder, at konferencer hellere placeres i Berlin frem for København. Eller Flensborg frem for Aabenraa. Og nu har det også vist sig, at staten er begyndt at spare penge ved at placere personalearrangementer i Sverige frem for Danmark.

Det er langt fra optimalt.

Med den nye lov er der lagt op til en stærkere udvikling af turismeerhvervet og en mere fokuseret markedsføring af Danmark som et land, der er værd at gæste. Vi ser frem til i tæt samarbejde med turismevirksomhederne at arbejde videre med at udviklingsopgaverne..

Den tyske moms og reglerne om momsafløftning er dog en stor sten i sko-en. En analyse af hvordan begge dele påvirker dansk turismes fremtidige vækstmuligheder, bør derfor stå højt på regeringens ”to do” liste.

Senest opdateret  29-06-2010
Oprettet 29-06-2010

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Carl Holst
Næstformand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T: 76 63 11 10
M: 40 32 52 10
carl.holst@regionsyddanmark.dk
Ole Ravnholt Sørensen
Seniorkonsulent
T: 35 29 81 72
M: 29 17 08 72
ORS@regioner.dk