Endnu bedre indsats for de medicinske patienter

Nyt fælles udspil fra Danske Regioner og Ældre Sagen vil skabe værdige og sammenhængende patientforløb af høj kvalitet for de medicinske patienter

Stadig flere medicinske patienter behandles ambulant og den periode, hvor de er indlagt, er kortere end før. Men alligevel oplever svækkede patienter med flere lidelser på samme tid, uklare symptomer og et svagt socialt netværk stadig, at de ikke altid får den optimale behandling. Eksempelvis blev mere end 80 procent af de ældre medicinske patienter i 2009 indlagt akut. Nogle af disse akutte indlæggelser kunne være forebygget.

Danske Regioner og Ældre Sagen kommer derfor nu med et fælles udspil med titlen ”Forbedret indsats for medicinske patienter i hele sundhedsvæsenet”. Det sætter især indsatsen for de svækkede og ældre patienter med komplekse lidelser og anderledes behov i fokus.

Sammenhæng helt afgørende
Ifølge Ulla Astman, formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, er sammenhæng mellem de forskellige parter i sundhedsvæsenet nøglen til at skabe bedre forhold for de medicinske patienter.

- De ældre og sårbare medicinske patienter er meget afhængige af et sundhedsvæsen, der kan arbejde sammen. Vi skal sætte patienten i centrum og sikre sammenhængen, siger hun.

Forebyggelse og tidlig opsporing er vigtige elementer for at kunne støtte sammenhængen i indsatsen.

- Tidligt i et sygdomsforløb skal man være opmærksom på symptomer hos patienten. Det kræver de rette kompetencer og den rigtige viden hos hjemmeplejen og hjemmesygeplejen – i det hele taget et godt samarbejde mellem parterne. En tidlig indsats kan forebygge mange indlæggelser og genindlæggelser, forklarer Ulla Astman. 

Følge-hjem teams og klare aftaler om udskrivning
Af oplægget fremgår det også, at man kan med stor fordel også gøre brug af udgående hospitalsfunktioner – for eksempel teams, som følger patienten hjem efter en indlæggelse og som sammen med den praktiserende læge og hjemmesygeplejen kan behandle patienterne i eget hjem.

- Og vi skal også være langt skarpere, når det gælder udskrivning af patienter. Vi skal have klare aftaler mellem region og kommune, og vi skal have nogle ordninger, hvor koordinatorer eller visitatorer fra kommunerne er tilknyttet sygehusene, siger Ulla Astman. 

Nu vil regionerne tage udspillet med til de kommende drøftelser med regeringen og Dansk Folkeparti om den nye nationale handlingsplan for de ældre medicinske patienter, som netop er indgået.

Læs mere:

Senest opdateret  14-05-2010 af Lars Herning
Oprettet 14-05-2010 af Lars Herning

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Ulla Astman
Formand for Sundhedsudvalget, regionsrådsformand
T: 96 35 11 00
M: 30 23 64 54
ullaa@rn.dk
Janet Samuel
Kontorchef
T: 35 29 81 87
M: 22 63 22 57
jsa@regioner.dk
Mette Ide Davidsen
Seniorkonsulent
T: 35 29 82 42
M: 29 17 09 23
mid@regioner.dk
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Sundhed