De billigste IT-løsninger er ikke altid de bedste

Af en rapport som analysefirmaet McKinsey og Company har udarbejdet for Finansministeriet fremgår det, at regionerne kan spare mellem 330 og 490 millioner kroner på driften af IT på sundhedsområdet. Men besparelsen er for højt sat

- Analysen fra McKinsey når frem til det høje beløb ved at antage, at de billigste IT-løsninger i nogle regioner vil kunne bruges i de øvrige regioner. Men bedst er bestemt ikke altid billigst, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.

Han peger på, at de ældste og billigste IT-systemer ikke er dem, som altid støtter arbejdet på sygehusene bedst muligt. Det gør til gengæld de nyere og lidt dyrere systemer.

- Det er derfor urealistisk, når rapporten taler om, at der er et potentiale for besparelser på mellem 330 og 490 millioner kroner. Man skal huske på, at velfungerende IT-systemer også kræver løbende investeringer, siger Bent Hansen.

Regionerne styrker samarbejdet
Han anerkender dog, at regionerne kan høste gevinster ved at samarbejde endnu mere end tidligere på IT-området.

- Det er grunden til, at regionerne netop har dannet en ny og fælles IT-organisation, som har til opgave at indkøbe it-udstyr og systemer i fællesskab samt opstille fælles målsætninger for nem og hurtig adgang til sygehusenes IT-systemer, siger Bent Hansen.

Han peger på, at regionerne med den fælles IT-organisation lever op til anbefalingerne i McKinsey-rapporten om blandt andet, at regionerne skal gå sammen om et tættere og mere forpligtende samarbejde.

Læs mere:

Senest opdateret  03-03-2010 af Lars Herning
Oprettet 16-04-2010 af Lars Herning

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Bent Hansen
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T: 78 41 00 10
M: 40 31 37 07
bent.hansen@rr.rm.dk
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

IT