Tillykke til socialministeren

Formand for Danske Regioner Bent Hansen og formand for Udvalg for Regional Udvikling Carl Holst har i et velkomstbrev ønsket den nye socialminister Benedikte Kiær tillykke med udnævnelsen, idet de ser frem til et godt samarbejde

- Socialområdet i Danmark har undergået forandringer, og mange ting er blevet bedre. Mange sociale opgaver varetages nu af kommunerne, og det har på mange måder skabt mere enkelthed, sammenhæng og nærhed til borgerens daglige liv. Men i regionerne ser vi, at ikke alle borgere med behov for social støtte har fået det bedre, skriver Bent Hansen og Carl Holst til den nye socialminister Benedikte Kiær, der er tidligere regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden.

I brevet er det især disse udfordringer, der ligger Bent Hansen og Carl Holst på sinde: 

  • Tendenser til afspecialisering
  • Mangel på udvikling og nye tilbud

- Afspecialisering sker især på det højt specialiserede socialområde, og det er regionernes opfattelse, at den i høj grad skyldes kommunernes manglende økonomiske incitament til at sende deres borgere med specielle behov over kommunegrænserne eller til regionalt drevne tilbud. I stedet hjemtager man borgerne til mere brede tilbud. Det betyder, at mange højt specialiserede tilbud må lukke, selvom der rent faktisk er borgere, der har brug for deres service og ekspertise.

- Regionerne ser også en tendens til mangel på udvikling og nye tilbud på det højt specialiserede socialområde. Hver kommune har ofte kun få borgere med samme specielle behov, og derfor mangler der incitament til at drive, udvikle eller nyetablere tilbud for disse målgrupper. For den berørte borger betyder det, at der i længden ikke vil kunne skabes personlig udvikling, fremhæver Bent Hansen og Carl Holst i brevet til ministeren.

Derfor opfordrer Bent Hansen og Carl Holst til, at ministeren får kigget på, hvordan det går på det højt specialiserede socialområde, og at hun indgår i dialog med regionerne om, hvordan vi i Danmark kan få skabt et socialområde med klarere incitamenter til faglighed og kvalitet for borgeren. 

Senest opdateret  08-03-2010 af Thomas Skellund
Oprettet 16-04-2010 af Thomas Skellund

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Bent Hansen
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T: 78 41 00 10
M: 40 31 37 07
bent.hansen@rr.rm.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Social
Regering