Regionerne opretter flere praktikpladser

Danske Regioner og regeringen har aftalt at oprette 390 ekstra praktikpladser i regionerne i 2011 sammenlignet med 2009

I 2011 stiger antallet af praktikpladser på erhvervsuddannelsesområdet i regionerne.

Danske Regioner og regeringen har tidligere aftalt en ekstraordinær stigning på 330 praktikpladser i regionerne i 2010. I 2011 skal regionerne nu oprette yderligere 60 pladser, så der oprettes i alt 390 ekstra pladser sammenlignet med niveauet for to år siden. Desuden opretter regionerne ekstra pladser på SOSU-området som følge af trepartsaftalen fra 2007.

- I regionerne ønsker vi med aftalen at tage et medansvar for, at flere unge får mulighed for at tage en uddannelse. Regionerne stiller i forvejen et stort antal praktikpladser til rådighed for erhvervsuddannelserne, og vi vil igen i 2011 gøre en ekstraordinær indsats for at etablere endnu flere praktikpladser på sygehusene og andre regionale arbejdspladser, siger næstformand for Danske Regioner, Carl Holst.

- For regionerne er det vigtigt, at uanset hvor i landet de unge begynder en uddannelse, så skal de også have gode muligheder for at gennemføre de skolemæssige og praktiske forløb på uddannelserne, fortsætter Carl Holst.

De ekstra pladser skal oprettes inden for social- og sundhedsuddannelsen, det vil sige social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent, den pædagogiske assistentuddannelse, de øvrige erhvervsuddannelser samt erhvervsgrunduddannelsen, egu.

Danske Regioner og regeringen er i forlængelse af finanslovsaftalen blevet enige om, at den forhøjede præmie og bonus giver de regionale arbejdsgivere økonomisk grundlag for at oprette mindst 390 ekstra praktikpladser i 2011.

De ekstra praktikpladser er del af den politiske aftale om flere praktikpladser i 2011 mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, der samlet set skal sikre oprettelsen af knap 9.000 ekstra praktikpladser i 2011 sammenlignet med 2009-niveau.

 

Senest opdateret  20-04-2011 af Lars Herning
Oprettet 19-04-2011 af Lars Herning

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Carl Holst
Næstformand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T: 76 63 11 10
M: 40 32 52 10
carl.holst@regionsyddanmark.dk
Inge Gleerup Jensen
Presserådgiver
T: 35 29 82 60
M: 40 20 28 24
igj@regioner.dk
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Uddannelse
Erhverv