Rekordlav dødelighed på sygehusene
Nye tal fra regionerne viser, at stadig færre dør på sygehusene. Den udvikling skal fortsætte, siger formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Ulla Astman. Over de næste tre år skal dødeligheden samlet set nedbringes med 10 procent
Ved udgangen af 2010 nåede dødeligheden på sygehusene - den såkaldte Hospitals Standardiserede Mortalitets Rate (HSMR) - sit foreløbigt laveste. Alene i 4. kvartal var der over 400 færre dødsfald end forventet. Baggrunden er de seneste års intense fokus på kvalitetsforbedringer, patientsikkerhed og nye rutiner. Også bedre behandlingsmetoder og pakkeforløb spiller ind.
På sygehusene har man blandt andet fundet ud af, at rutinerne kan forbedres på følgende områder:
- Hurtig og effektiv reaktion på prøvesvar
- Kommunikation og logistik i overgange, både mellem afdelinger og mellem sygehuse
- Observation af patienter, så man hurtigere opsporer og handler ved patienter, som bliver dårligere, men også systematisk overvågning og handling i forhold til svært syge patienter
- Forebyggelse af infektioner, f.eks. hurtig identifikation og behandling af sepsis (blodforgiftning)
Derudover indgår hurtig diagnostik og tjeklister ved operationer i regionernes nye fokusområder.
- Arbejdet med patientsikkerhed og kvalitet i behandlingen på sygehusene bærer frugt de her år. Sidste år nåede vi en rekordlav dødelighed på sygehusene. Den udvikling skal vi fortsætte. Målet er at nedbringe dødeligheden med 10 procent over de næste tre år. Og det skal vi nå blandt andet ved hjælp af nye fokusområder som tidlig diagnostik, systematisk observation og tjeklister ved operationer, siger Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg.
Baggrund
Danske Regioner har som mål at reducere dødeligheden på hospitaler med 10 procent over tre år.
Dødeligheden på hospitaler måles med HSMR - Hospitals Standardiseret Mortalitets Rate. HSMR er på landsplan faldet ca. 6 procent siden 2007, hvor man begyndte at opgøre HSMR. HSMR måles hvert kvartal, og med tallet kan man på nationalt, regionalt og sygehusniveau følge udviklingen i dødelighed over tid.
Patienternes overlevelse afhænger af diagnosen, hvor alvorlig sygdommen er og hvilke behandlingsmuligheder, der findes. Men mange andre forhold på et sygehus har betydning for patienternes overlevelse: Pleje, ernæring, mobilisering, organisering af patientforløb, samarbejde og kommunikation mellem afdelinger mv.
Ca. 25.000 patienter dør hvert år under indlæggelse.
Senest opdateret
14-04-2011
af
Lars Herning
Oprettet 13-04-2011
af
Lars Herning