Fremtidens transportpolitik får mere fokus på mobilitet
De kommende års transportpolitik vil skifte fokus, og transportministeren vil sætte mobilitet på dagsordenen. Bedre udnyttelse af den eksisterende infrastruktur bliver central, lød det på transportkonferencen Fremtidens Transport III
Danske Regioner har igen været medarrangør af den store årlige konference om fremtidens transport, Fremtidens Transport III. Konferencen pegede på, at nye problemstillinger kommer til at præge den kommende transportpolitik efter Infrastrukturkommissionen og transportforliget.
- Det glæder mig, at transportministeren har annonceret nedsættelse af en mobilitetskommission. Regionerne og DI Transport har i flere år udtrykt ønske om et forstærket arbejde med mobilitet i Danmark, sagde Birgitte Josefsen, formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling, på konferencen.
Alternativ finansiering er nødvendig
Transportminister Hans Christian Schmidt sagde om den nye mobilitetskommission, at der i de kommende år vil mangle økonomi til finansiering af ny infrastruktur. Det betyder, at en af en ny kommissions opgaver bliver at se på, hvordan der kan skaffes alternativ finansiering til ny infrastruktur. Det er desuden vigtigt at se på, hvordan den eksisterende infrastruktur kan udnyttes mere effektivt.
- Trafikforligets puljer til passagervækst i bustrafik og fremkommelighed for busser har haft afgørende betydning for udviklingen. Puljerne har betydet ny optimisme og en tro på, at der er økonomi til udvikling i branchen. Derfor mener Danske Regioner også, at det er ærgerligt, at puljen til passagervækst stopper med udgangen af 2011, sagde Birgitte Josefsen.
Udbud og efterspørgsel
Transportministeren lagde vægt på, at mobilitetskommissionen både ser på transportudbuddet og på efterspørgslen. Derudover bliver det en opgave for den nye kommission at se på Danmarks internationale forbindelser. Ministeren nævnte specifikt Københavns Lufthavn og de danske havne. Derudover lægger ministeren vægt på, at den kollektive trafik fungerer optimalt.
Et af de projekter, der blev præsenteret på konferencen, er Sjællandsprojektet - et samarbejdsprojekt mellem By- og Landskabsstyrelsen, Region Sjælland og de 17 kommuner i regionen. I projektet sammentænkes bolig- og erhvervslokaliseringen med den kollektive trafik, især banetrafikken, for at fremme en bæredygtig og levende region med høj tilgængelighed, gode vækstbetingelser og levende byer.
Læs mere:
Senest opdateret
24-01-2011
af
Signe Andersen
Oprettet 24-01-2011
af
Signe Andersen