Mobilitetsprogram skal få pendlere til at fravælge bilen
Projektet Formel M skal give konkrete bud på, hvordan pendlere og andre borgere i hovedstadsområdet og i Trekantsområdet kan støttes i at vælge cyklen, bussen og toget frem for bilen
Region Hovedstaden og Trafikstyrelsens Center for Grøn Transport har i december 2010 tildelt trafikadfærdsprojektet Formel M 8,2 millioner kroner i støtte.
Projektet er udviklet af projekthuset Gate 21 i samarbejde med blandt andre Danske Regioner, Region Hovedstaden og en række kommuner og universiteter. Danske Regioner har i de senere år arbejdet for at sætte effektiv mobilitet på dagsordenen,
Formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling, Birgitte Josefsen, siger:
- Projektet understøtter Danske Regioners vision om en mere effektiv og bæredygtig trafikal infrastruktur. Jeg er derfor glad for, at det er lykkedes at starte et så stort konkret projekt. Effektiv mobilitet er en udfordring, som kun kan løse af mange parter i fællesskab. Derfor er det særdeles positivt, at så mange aktører har fundet sammen i Formel M om at finde fælles løsninger på de fælles udfordringer.
Mobilitetsstyring vejen til et grønnere alternativ
Projektet skal indarbejde brugen af trafikal mobilitetsstyring, også kaldet mobility management, i dansk transportplanlægning.
Hovedformålet er at påvirke pendlere og andre borgere via holdningsbearbejdning, information og tekniske tiltag, så de overvejer muligheden for at fravælge bilen til fordel for et grønnere alternativ. Desuden vil projektet give bud på, hvordan den eksisterende infrastruktur kan udnyttes bedst muligt.
Aktiviteterne i Formel M omfatter en række lokale demonstrationsprojekter, der skal samle erfaringer med metoder, udfordringer og effekter af at anvende mobilitetsstyring i Danmark. Projektet rummer tre hoveddele: Et grønt mobilitetskontor, en lokal mobilitetsindsats med blandt andet virksomhedsplaner og planlægningstiltag og en enhed for strategi og analyse.
Projektets mål er at kunne reducere CO2-udledningen og enekørsel i bil med 10-15 procent i 17 erhvervs- og boligområder i kommunerne Albertslund, Allerød, Ballerup, København, Køge, Fredericia og Middelfart.
Senest opdateret
26-01-2011
af
Lars Herning
Oprettet 26-01-2011
af
Lars Herning