Regionerne vil forny den psykiatriske behandling
Danske Regioner samler eksperter, politikere og medarbejdere i 24 timer for at få skabt fælles principper for fornyelse i den psykiatriske behandling, hvor et stigende antal danskere får hjælp
Omkring 500.000 danskere lider af angst eller depression. Brugen af medicinen Retalin er steget med 600 procent i takt med, at langt flere børn end tidligere får diagnosen ADHD. Antallet af retspsykiatriske patienter er steget kraftigt i de seneste år. Udviklingen i psykiatrien har fået Danske Regioner til at invitere til Psykiatriens Topmøde.
- Regionerne har en ambition om en psykiatri i verdensklasse. Samtidig står vi med en kæmpe udfordring, fordi et stigende antal danskere har fået konstateret psykiske lidelser, og der er delte meninger om, hvordan man behandler dem bedst. Derfor har vi indkaldt til Psykiatriens Topmøde for at få fælles visioner for psykiatrien i fremtiden. Men topmødet skal også resultere i konkrete forslag til, hvordan vi allerede fra i morgen kan begynde at forbedre psykiatrien, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen.
Fokusområder
De omkring 75 eksperter, politikere og repræsentanter fra medarbejdergrupperne i psykiatrien, som deltager i Psykiatrien Topmøde, skal diskutere:
- Normalitetsbegrebet - grænselandet mellem psykiske lidelser og livsproblemer
- Organisering og struktur
- Tidlig opsporing og forebyggelse
- Sektoransvar og sammenhæng
- En faglig og effektiv psykiatri
- Udviklingen indenfor børn og ungeområdet
- Stigningen i antallet af retspsykiatriske patienter
- Fokusområderne er udvalgt, fordi de indeholder en række udfordringer, dilemmaer og nødvendige diskussioner, som vi er nødt til at adressere og drøfte i fællesskab. Bruger vi den tilgængelige viden om nye behandlingsformer og teknologi godt nok? Har vi organiseret psykiatrien hensigtsmæssigt i dag? Og hvordan får vi styrket forebyggelsen af psykiske lidelser som f.eks. angst og depression?, siger Bent Hansen.
Psykiatrien Topmøde skydes i gang ved middagstid torsdag den 21. januar på Hotel Marienlyst i Helsingør og varer frem til fredag den 22. januar. Konklusionerne fra topmødet vil blive fremlagt fra kl. 10.30 fredag. Fremlæggelsen er åben for pressen.
Se video:
Senest opdateret
19-01-2011
af
Karen Agerbæk Jørgensen
Oprettet 19-01-2011
af
Karen Agerbæk Jørgensen