Speciallæger skal overholde etiske retningslinjer

Speciallæger, der udskyder behandlingen af offentlige patienter for i stedet at behandle patienter med privat sundhedsforsikring, kan være på kant med de etiske retningslinjer

Danske Regioners formand Bent Hansen peger på, at de privatpraktiserende speciallæger er private erhvervsdrivende, der frit kan vælge at sælge ydelser til andre private, f.eks. til forsikringsselskaber.

Men lægerne er samtidig underlagt etiske retningslinjer, der skal sikre, at offentlige patienter ikke sættes bagest i køen men bliver behandlet i den takt, som de henvender sig til speciallægen. Når en speciallæge har bibeskæftigelse ved siden af overenskomstopgaverne, må det ikke få konsekvenser for behandlingen af de offentlige patienter.

- Det er helt uholdbart, hvis speciallæger med lange ventelister ikke fokuserer på at afvikle ventelisten, men i stedet forsøger at score kassen hos den højstbydende. Man kan blive ganske velstående af at behandle de offentlige patienter, og derfor har man først og fremmest et ansvar over for dem, hvis man vil være inden for den ordning, siger Bent Hansen.

Knækgrænse indgår i overenskomstforhandlinger
En privatpraktiserende speciallæge har mulighed for at omsætte for mellem 2,7 millioner kroner og 4,5 millioner kroner, før regionerne nedsætter betalingen for behandling af de offentlige patienter - den såkaldte knækgrænse.

Udgifterne til behandling hos privatpraktiserende speciallæger er steget med godt 20 procent over de seneste tre år. Dette er blandt andet sket som følge af en lempelse af knækgrænserne ved den seneste overenskomst.

Spørgsmålet om knækgrænser og dobbelte ventelister indgår i forhandlingerne om en ny overenskomst med Foreningen af Praktiserende Speciallæger. Det første politiske møde blev afholdt mandag den 10. januar 2011. Overenskomst forhandlingerne ledes af Jens Stenbæk, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og næstformand i Region Sjælland.

Senest opdateret  12-01-2011 af Lars Herning
Oprettet 12-01-2011 af Lars Herning

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Bent Hansen
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T: 78 41 00 10
M: 40 31 37 07
bent.hansen@rr.rm.dk
Rikke Margrethe Friis
Kontorchef
T: 35 29 82 76
M: 29 17 02 71
rmf@regioner.dk
Gitte Schmidt
Kommunikationsrådgiver
T: 35 29 82 28
M: 41 13 46 23
gsc@regioner.dk