Partnerskab gør regional erhvervsfremme mere effektiv

De regionale vækstfora har skabt bedre vilkår for fornyelse i erhvervslivet i regionerne, viser ny forskning

Aktørerne har ikke primært brugt vækstforum til at ’markedsføre’ egne visioner, men har i stedet tilsluttet sig vækstforums vision. Og det har været en succes, konkluderer en ny ph.d.- afhandling. ”Partnerskab og regional erhvervsfremme i Danmark” er skrevet af Peter Wilgaard Larsen fra Aalborg Universitet. Afhandlingen fremhæver, at vækstforaene i udgangspunktet principielt var en lovfæstet, påtvunget koalition. Men at de siden har udviklet sig i retning af et partnerskabsorienteret forum, der baseres på tillid og muligheder for synergi.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med, at det er lykkedes vækstforaene at skabe en platform for fælles strategiske diskussioner om, hvordan alle regioner sikres vækst og arbejdspladser i fremtiden, udtaler Birgitte Josefsen, formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling.

Peter Wilgaard Larsen konkluderer i sin afhandling, at den regionale erhvervsfremme er blevet væsentlig mere effektiv siden de regionale vækstforas etablering.

- Opbygningen af tillid blandt vækstforums samarbejdspartnere har været helt afgørende for effektiviteten. Ikke mindst den økonomiske krise har gjort det tydeligt for alle, at vi er nødt til at stå sammen om den regionale vækstindsats, siger Birgitte Josefsen.

Fakta:
 
Peter Wilgaard Larsen har foretaget i alt 117 interviews med vækstforummedlemmer fra regioner, kommuner, erhvervslivet, viden– og uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedets parter. Hertil kommer udvalgte nationale interessenter, herunder DI, Dansk Erhverv, LO, KL og Danske Regioner.

Senest opdateret  08-07-2011
Oprettet 08-07-2011

 
 
 
 
 
 
Del | Sitemap | Print
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Lone Vingtoft
Chefrådgiver
T: 35 29 81 94
M: 22 22 26 74
lvi@regioner.dk