Borgerne vil differentiere ventetid og begrænse dyr medicin
Det er sygdommens karakter, der skal afgøre ventetiden på behandling, og det er lægerne, der skal prioritere brugen af dyr medicin. Det mener 1.000 borgere, som deltog i regionernes borgertopmøder den 5. marts 2011
De fem regioner havde inviteret 200 borgere i hver region til at diskutere fremtidens sundhedsvæsen. De skulle tage stilling til de mest aktuelle udfordringer, som regionspolitikerne står overfor. Nemlig at få de stigende udgifter til fremtidens sundhedsvæsen til at mødes med regionernes budgetter.
Differentieret ventetidsgaranti
Hvis det er op til borgerne, så er det kun de livstruende og stærkt smertende lidelser, som skal være omfattet af ventetidsgarantien.
67 procent af deltagerne mente, at ventetidsgarantien kun skal dække nogle lidelser og behandlinger. 19,5 procent vil afskaffe ventetidsgarantien og lade lægerne vurdere og prioritere behandlingstiden. Omkring 13 procent vil have alle lidelser og behandlinger omfattet af ventetidsgarantien.
Resultaterne viser en holdningsændring i forhold til 2008, hvor de første borgertopmøder blev afholdt. For tre år siden ønskede 22 procent - eller mere end hver femte deltager - ventetidsgaranti på alle områder.
Lægerne skal prioritere brugen af dyr medicin
Tre ud af fire deltagere i regionernes borgertopmøder er klar til at prioritere i brugen af dyr medicin, som blandt andet kan forlænge livet i en begrænset periode.
60,3 procent mener, at den nyeste og dyreste form for medicin kun skal anvendes, når det giver en betydelig bedre behandling. 13,2 procent af deltagerne er klar til at lade lægerne vælge den billigste løsning - så længe den medfører en effektiv behandling.
- Borgernes prioriteringer er meget klare. De er klar til at stå på mål for, at vi kun bruger behandlingsformer, som klart giver bedre resultater. Det betyder, at de er villige til at foretage en prioritering af brugen af medicin og behandlingsformer, siger regionsrådsformand fra Region Sjælland, Steen Bach Nielsen, som er formand for Demokratiudvalget i Danske Regioner.
L æs mere:
Senest opdateret
05-03-2011
af
Lars Herning
Oprettet 09-03-2011
af
Lars Herning