Mere kvalitet og sikkerhed i retspsykiatrien

Antallet af patienter i retspsykiatrien er firedoblet siden 1990 og halvdelen har et diagnosticeret misbrug. 29 anbefalinger fra blandt andre Danske Regioner og Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal få mere kvalitet og sikkerhed i retspsykiatrien

Kvaliteten og sikkerheden i retspsykiatrien kan styrkes på en række områder - lige fra den forebyggende indsats fra de opsøgende psykoseteams over misbrugsbehandling og rehabilitering. Det fremgår af 29 anbefalinger i en ny rapport fra Danske Regioner.

Rapporten er blevet til i samarbejde mellem regionerne, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen, Justitsministeriet og Kriminalforsorgen, Det Sociale Netværk og KL i forbindelse med, at Danske Regioner i september 2010 satte gang i et hurtigt udredningsarbejde vedrørende retspsykiatrien, blandt andet på baggrund af de mange flugter i retspsykiatrien.

Formand for Danske Regioner Bent Hansen er godt tilfreds med den store buket af anbefalinger, der skal øge kvaliteten i retspsykiatrien:

- Mere kvalitet giver helt enkelt færre absenteringer. Med rapporten har vi nu et mere nuanceret billede af situationen i retspsykiatrien. Vi kan konstatere, at mængden af patienter stiger hastigt, og at halvdelen har alvorlige misbrugsproblemer. Det giver retspsykiatrien nogle helt særlige udfordringer. Jeg hæfter mig særligt ved, at de fysiske rammer skal forbedres – blandt andet så sikkerheden kan gradueres, og patienterne får bedre beskæftigelsesmuligheder.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder siger:

- Jeg er glad for, at rapporten indeholder mange konkrete forslag til, hvordan regionerne kan styrke kvaliteten og sikkerheden i den retspsykiatriske behandling. Nu skal vi se på, hvilke lovændringer der skal til, for at vi kan øge sikkerheden, som regionerne ønsker. Og så glæder jeg mig over, at vi har afsat 75 millioner kroner til blandt andet at forbedre de fysiske rammer, så de retspsykiatriske patienter får motionsrum og aktivitetsfaciliteter. Inaktivitet og kedsomhed er helt sikkert årsagen til, at nogle patienter forlader afdelingen.

Ministeren hæfter sig samtidig ved forslagene om, at retspsykiatriske patienter som forsøg skal tilbydes elektronisk armbånd, som led i udslusning og rehabilitering, og at der skal være bedre muligheder for personalet på de psykiatriske afdelinger til at visitere patienter, patientstuer og fællesarealer for stoffer.

Sundhedsstyrelsen skal nu i gang med at formulere anbefalinger for forsøgsordninger med elektroniske armlænker.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil undersøge, hvilke erfaringer andre lande, primært de nordiske naboer, har med at holde stoffer ude af de psykiatriske afdelinger, og hvordan man kan udforme nye regler, som åbner op for mere visitation af de steder, retspsykiatriske patienter bor og opholder sig.

Læs mere:

 

 

Senest opdateret  05-03-2011 af Lars Herning
Oprettet 04-03-2011 af Lars Herning

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Bent Hansen
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T: 78 41 00 10
M: 40 31 37 07
bent.hansen@rr.rm.dk
Tommy Kjelsgaard
Kontorchef
T: 35 29 82 14
M: 22 22 26 75
tk@regioner.dk
Martin Deichmann
Presserådgiver
T: 35 29 84 13
M: 51 35 55 60
mde@regioner.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Psykiatri
Retspsykiatri