Endnu et skridt er taget mod at reducere papirarbejdet på sygehusene

Et nyt system skal medvirke til at reducere papirarbejdet på sygehusene. Det skal frigøre tid til direkte patientkontakt og samtidig spare penge

Regionerne, kommunerne og staten ser et stort potentiale i at spare penge og arbejdstid ved at sende flere offentlige breve digitalt eller ved hjælp af automatiserede printcentraler. De har derfor i samarbejde udbudt en samlet løsning til håndtering af brevforsendelser for offentlige myndigheder kaldet ”Fjernprint”. Den 10. januar 2012 er der indgået kontrakt med en leverandør af fjernprintydelser.

Det smarte ved Fjernprintsystemet er, at det selv finder ud af, om borgeren vil have sin post digitalt eller som almindeligt brev. Hvis borgeren er tilmeldt digital post på borger.dk, bliver brevet sendt digitalt. Hvis borgeren ønsker at få brevet med papirpost, kan systemet sørge for, at papirbreve automatisk printes, kuverteres og sendes fra en printfabrik. Det betyder, at offentlige myndigheder kan spare udgifter til porto, hvis brevet sendes digitalt, og medarbejderen sparer arbejdstid ved ikke selv at udskrive, finde bilag og putte i en kuvert.

Dermed er regionerne kommet et stort skridt videre mod at reducere papirarbejdet på sygehusene, så tiden kan bruges på f.eks. direkte patientkontakt. Alle regioner kan benytte sig af aftalen og få fjernprintydelser til fordelagtige priser.

Regioner, kommuner og stat står nu foran en stor implementeringsopgave, som skal løftes de kommende år. For regionerne handler udfordringen bl.a. om at digitalisere alle de indkaldelsesbreve, oplysningsfoldere og spørgeskemaer, der sendes ud til patienterne fra sygehusenes it-systemer. Samtidig skal arbejdsgangene omlægges på stort set alle landets sygehuse.

Slut med brevpost i 2015
- Regionerne leder hele tiden efter nye måder at skabe mere sundhed for pengene. En af de ting vi arbejder med er at reducere papirarbejdet på sygehusene med henblik på at frigøre ressourcer til direkte patientkontakt. Det vil vi blandt andet gøre ved at sende indkaldelsesbreve digitalt, siger Lisbeth Nielsen, Kontorchef i Danske Regioner.

Løsningen lanceres medio 2012 og er et vigtigt skridt mod at realisere den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, hvor det fra 2015 er slut med papirblanketter og brevpost i mødet mellem borgere, virksomheder og den offentlige sektor. Målet er, at op mod 80 procent af kommunikationen skal foregå digitalt i 2015.

Læs mere:

  • www.digst.dk - Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside med løbende information om projekt "Fjernprint"

 

Senest opdateret  11-01-2012 af Lars Herning
Oprettet 06-01-2012 af Lars Herning

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Lisbeth Nielsen
Kontorchef
T: 35 29 81 91
M: 21 34 12 02
lin@regioner.dk
Kristoffer Lange
Seniorkonsulent
T: 35 29 83 85
M: 24 87 14 50
kla@regioner.dk
Inge Gleerup Jensen
Presserådgiver
T: 35 29 82 60
M: 40 20 28 24
igj@regioner.dk
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Sundhedsvæsen