Ny pensionspolitik for medarbejderne i regionerne
Danske Regioners nye pensionspolitik skal sikre de 120.000 regionale medarbejdere en pensionsopsparing, der giver en fornuftig indtægt efter pensionsalderen, og udstikker rammerne for, hvad Danske Regioner vil arbejde for på pensionsområdet
Danske Regioners pensionspolitik, der blev vedtaget i Danske Regioners bestyrelse den 27. januar 2012, skal sikre de regionale medarbejdere en tilstrækkelig og bæredygtig pensionsopsparing.
Pensionspolitikken skal samtidig imødegå udfordringerne med en aldrende arbejdsstyrke og dermed bidrage til at understøtte en forsvarlig samfundsøkonomi.
Formanden for Danske Regioners Løn- og Personalepolitisk Udvalg, Jens Stenbæk er glad for, at Danske Regioner nu har en politik på området og ser frem til yderligere debat om de offentlige arbejdsmarkedspensioner.
- Vores pensionspolitik sætter fokus på hele pensionsområdet. Det er ikke blot relevant i forhold til det regionale arbejdsmarked - også i EU bliver pensionspolitik diskuteret netop nu. Danske Regioners politik giver derfor mulighed for at rejse vigtige spørgsmål både herhjemme og internationalt, siger Jens Stenbæk og fortsætter:
- I lyset af den økonomiske situation og den demografiske udvikling er det særlig relevant at diskutere pensionspolitik. Jeg er derfor meget tilfreds med, at der i Danske Regioner er enighed om en politik, der sikrer vores medarbejderes pensionstilværelse og samtidig understøtter en forsvarlig samfundsøkonomi.
Regionerne indbetaler årligt op mod 5,5 milliarder kroner til pensionsselskaberne. Danske Regioner udpeger bestyrelsesmedlemmer til en række af de pensionsselskaber, der forvalter de regionale medarbejderes pensionsmidler.
Danske Regioner samarbejder med medarbejderorganisationerne, de øvrige arbejdsgiverorganisationer og pensionsselskaberne om spørgsmål i relation til regionale medarbejderes pension.
Læs mere:
Senest opdateret
30-01-2012
af
Lars Herning
Oprettet 30-01-2012
af
Lars Herning