Markant fald i sygefraværet i regionerne

For fjerde år i træk faldt sygefraværet i regionerne markant i 2011. Det betyder, at der i dag er 571 flere medarbejdere på arbejde hver dag året rundt, end hvis sygefraværet havde haft samme niveau som i 2007

Nye tal fra det Fælleskommunale Løndatakontor viser, at sygefraværet i regionerne er faldet i alle år fra 2007 og frem til 2011. Det vedvarende fald har betydet, at der i dag er 571 flere medarbejdere på arbejde hver dag året rundt, end hvis sygefraværet havde haft samme niveau som i 2007.

- Vi har oplevet et konstant fald i sygefraværet både under højkonjunkturen ved regionernes dannelse i 2007 og under den økonomiske afmatning i de senere år. Det viser, at regionerne tager indsatsen med at skabe bedre trivsel for medarbejderne, øget arbejdsglæde og lavere sygefravær meget alvorligt, siger Jens Stenbæk, formand for Danske Regioners Løn- og Personalepolitiske Udvalg.

              Dagsværk per fuldtidsansat. Kilde, FLD


Højest fravær, størst fald

Fra 2010 til 2011 faldt sygefraværet med næsten en halv arbejdsdag for hver medarbejder, fra 12 sygedage i gennemsnit til 11,6. Faldet svarer til 175 fuldtidsstillinger. Succesen med at nedbringe sygefraværet igen i 2011 skyldes især, at det er lykkedes at nedbringe sygefraværet væsentligt for nogle af de medarbejdergrupper, der traditionelt har et højt fravær.

For rengøringsassistenter, der med 17 sygedage om året generelt er væsentligt mere syge end gennemsnittet, er faldet således 5,5 procent. Det gennemsnitlige fald for alle ansatte er 3,3 procent. For det pædagogiske personale er faldet på 6 procent (fra 18,3 til 17,2 sygedage) og for portører på sygehusene er faldet på 10,6 procent endnu mere markant (fra 16,1 til 14,4 sygedage).

- Vi kan ikke som arbejdsgivere og som samfund se passivt til, at nogle medarbejdergrupper er så meget mere syge end andre. Alle bør have et sundt og raskt arbejdsliv, og derfor er det helt centralt, at der fortsat er fokus på at nedbringe sygefraværet for de medarbejdergrupper, der tegner sig for det højeste sygefravær, siger Jens Stenbæk og fortsætter: 

- Vi ved, at vi om få år står over for en arbejdskraftudfordring her i landet, og vi ved, at der vil blive flere ældre, der trækker store veksler på sundhedsvæsenet. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at arbejde for at nedbringe sygefraværet - til gavn for den enkelte ansatte og til gavn for patienterne

 

Senest opdateret  27-06-2012 af Lars Herning
Oprettet 27-06-2012 af Lars Herning

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Jens Stenbæk
Formand for Danske Regioners Løn- og Personalepolitiske udvalg, formand for RLTN, regionsrådsmedlem
T: 20 37 11 98
M: 20 37 11 98
jenst@regionsjaelland.dk
Nicolaj Krogh Jensen
Konsulent
T: 35 29 83 27
M: 28 93 14 47
nkj@regioner.dk
Martin Deichmann
Presserådgiver
T: 35 29 84 13
M: 51 35 55 60
mde@regioner.dk