Hvor går grænsen mellem gal og normal?
I to tv-programmer blæser Danmarks Radio og landskampagnen EN AF OS sammen til kamp mod den uvidenhed og de fordomme, som mennesker med en psykisk sygdom dagligt må kæmpe med - oveni de udfordringer deres sygdom giver
Mandag den 14. maj 2012 viste Danmarks Radio (DR1) det første af to programmer, der udfordrer fordomme om psykisk sygdom. ”Gal eller normal” hedder udsendelserne, der er produceret i samarbejde med kampagnen EN AF OS, der bekæmper tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom.
I de to programmer møder vi ti mennesker, hvoraf fem af dem har en psykisk sygdom. Men kan programmets tre eksperter - og ikke mindst tv-seerne - gætte hvem, der har hvilken diagnose?
- Hvis det ikke er muligt for eksperterne at gætte hvem, der er hvem, hvordan skulle alle vi andre så kunne gætte, hvem der har en psykiatrisk diagnose, når vi vurderer mennesker på arbejdet, til familiefester eller går på gaden?, siger Peter Qvortrup Geisling, som er kendt som DR’s tv-læge og står bag programmerne.
Og ifølge EN AF OS-kampagnens formand, Martin Lund, som til daglig er psykiatridirektør i Region Hovedstaden, er der netop brug for at sætte positivt fokus på det psykiatriske område og udbrede større viden og forståelse på området.
- Ved at gøre os alle sammen klogere, skal det blive lettere at leve med en psykisk sygdom. Det kan være svært nok at have en psykiatrisk diagnose. Men ekstra svært, hvis man også skal mødes med fordomme og uvidenhed, siger Martin Lund. Han glæder sig over, at optagelserne virkelig viser deltagerne med deres individuelle personlighed i en social sammenhæng, hvor sygdom og symptomer ikke er de dominerende kendetegn.
Om EN AF OS-kampagnen
Første afsnit af ”Gal eller normal” blev sendt på DR1 den 14. maj, og anden del følger mandag den 21. maj kl. 20.00. Foruden de to programmer, vil Danmarks Radio og landskampagnen EN AF OS i de to uger sætte massivt fokus på behovet for at udfordre fordomme omkring mennesker med psykisk sygdom på både tv, radio og nettet.
Bag landskampagnen EN AF OS står Det Sociale Netværk af 2009, PsykiatriFonden, TrygFonden, regionerne, Danske Regioner, KL, Socialministeriet og Sundhedsstyrelsen.
Læs mere:
-
EN AF OS - kampagnehjemmesiden en-af-os.dk
Senest opdateret
14-05-2012
af
Lars Herning
Oprettet 11-05-2012
af
Lars Herning