Specialundervisning og det specialiserede socialområde
Regionerne har i dag en forsyningsforpligtigelse på social- og specialundervisningsområde. Det betyder, at regionerne, har ansvar for at levere de tilbud til børn og voksne med handicap og sociale problemer, som kommunerne ønsker. Denne opgave beløber sig i 2011 til knap 4 milliarder kroner
Hvilke tilbud driver regionerne og til hvilke målgrupper?
Regionerne driver en række tilbud, der er målrettet børn og voksne med handicap og sociale problemer som:
- Fysisk og psykisk funktionsnedsættelse
- Erhvervet hjerneskade
- Gennemgribende udviklingsforstyrrelser
- Udviklingshæmning
- Sindslidelser
- Syns-, høre- og andre kommunikationshandicap
- Vold og kriminalitet
Tilbuddene er generelt kendetegnet ved høj grad af specialisering, der svarer til de komplekse behov, som brugerne har.
Tilbuddene bliver reguleret i de årlige rammeaftaler for henholdsvis det sociale område og specialundervisningsområdet. Aftalerne bliver indgået mellem regionen og kommunerne i den enkelte region.
Regionerne har desuden ansvar for at udføre et socialpædagogisk tilsyn på de regionalt drevne tilbud for at sikre, at borgerne får den hjælp, de har ret til efter loven.
Danske Regioner har udarbejdet en kvalitetsmodel på det sociale område, som sætter en række tværregionale standarder for kvaliteten af arbejdet på de regionale botilbud.
Kapacitet og økonomi
Regionerne havde 1. januar 2011 samlet set 1.081 normerede pladser til børn og unge, og 3.961 normerende pladser til voksne. Regionerne har på den baggrund samlet driftsomkostninger til på ca. 3,4 mia. kr. (2011 PL) og anlægsudgifter på 0,43 mia. kr. (2011 PL) i 2011.
Regionernes andel
Set i forhold til rammeaftalen driver regionerne mellem 17 og 20 procent eller knap en femtedel af pladserne i rammeaftalerne for 2010 og 2011, og tegner sig for cirka 27 procent eller godt en fjerdedel af økonomien i rammeaftalerne.
Regionernes politiske målsætning for socialområdet
Regionerne ønsker at levere tilbud på det specialiserede social- og specialundervisningsområde af høj faglig kvalitet til en bæredygtig pris. Specialisering er en grundlæggende forudsætning for at sikre dette. Det er således nødvendigt at samle tilbud til borgere med specialiserede behov. Derved er det muligt at opretholde de faglige miljøer, der bidrager til faglig kvalitet i indsatsen over for borgerne, og samtidig sikre en holdbar økonomi.
Senest opdateret
29-08-2011
af
Lars Herning
Oprettet 29-08-2011
af
Lars Herning