Humor øger trivslen på alvorlig arbejdsplads
Med balloner på toilettet og fællesture i fitnesscenter forsøger medarbejdere og ledere at øge trivslen og nærværet i arbejdet på Bo- og rehabiliteringscentret Fogedvænget i Hedensted
Hver uge i 12 uger har medarbejdere og ledere på Bo- og rehabiliteringscenter Fogedvænget haft fokus på de tre temaer humor, positivitet og overraskelse, og det har ændret kulturen på den ellers meget alvorlige arbejdsplads med over 30 hjerneskadede beboere og brugere.
Nogle af indfaldene i løbet af de 12 uger har omfattet at et toilet blev fyldt med balloner, at et møderum blev indrettet som et børneværelse, at ledelsen holdt nytårskur med nytårstale, boblevand i glassene (cider vel at mærke) og kransekage.
Og de mange skøre indfald har ofte frembragt smil på medarbejdernes læber.
- Det er da vildt fedt, når man skal møde en almindelig onsdag, at der så sker et eller andet uforudsigeligt. En dag skulle alle medarbejdere, der var på arbejde, samles klokken 14 om eftermiddagen, hvor de fik udleveret træningstøj, og så skulle alle op i det lokale fitnesscenter, mens der var blevet kaldt vikarer ind til at passe beboerne, fortæller ergoterapeut Rita Nissen.
Det var medarbejderne selv, der definerede de tre fokusområder ud fra, hvad se syntes, der var mest behov for på deres arbejdsplads, og så blev de tre grupper oprettet, så alle medarbejdere fik et fokusområde.
Gør forskel og bliv glad
Den store fokus på trivsel er et resultat af arbejdet med projektet Nærvær i Arbejdet, som er ledet af arbejdsmiljøkonsulenter fra Koncern HR, Fysisk Arbejdsmiljø i Region Midt og Center for Arbejdsliv på Teknologik Institut. Projektet har til formål at styrke trivslen og i sidste ende sænke sygefraværet på de 18 arbejdspladser, der deltager i projektet, fortæller projektleder Lisbet Harder fra Koncern HR, Fysisk Arbejdsmiljø.
- Vi kan se, at når medarbejderne er glade for at komme på arbejde, når de føler, de gør en forskel, og når de trives sammen med deres kolleger og ledere, så falder sygefraværet også, siger Lisbet Harder.
Efter de planlagte 12 uger med daglige overraskelser, ebbede de skøre indfald ud på arbejdspladsen, men Rita Nissen mener alligevel, at der er skabt noget blandt medarbejderne, som ikke forsvinder igen.
- Jeg tror, det har ændret kulturen en lille smule herude. Det kan godt være, at det ikke har betydet en hel masse, men jeg synes, vi er blevet mere tilgængelige. Det er en meget alvorlig arbejdsplads at arbejde på, fordi vi er omgivet af folk med hjerneskader, som skal vænne sig til et nyt liv, og vi er meget ordentlige herude. Jeg tror også, det er fordi, vi opfatter os som forbilleder for beboerne, så vi er altid meget faglige og sørger for at gøre tingene efter bogen, og det kan godt nogle gange gå ud over humoren, siger Rita Nissen.
Hun understreger, at medarbejdernes faglighed bestemt ikke er blevet ringere af at have haft fokus på humor, men at det styrker forholdet mellem medarbejderne, hvilket også smitter positivt af på beboerne.
- Der er da ikke noget bedre, end at se en beboer knække sammen af grin over et eller andet, vi har lavet, siger hun og fortsætter.
- Jeg tillader mig selv at investere mere i det kollegiale fællesskab. Når man er spontane sammen, og når man griner sammen, afslører folk også mere af dem selv. Så vi kender hinanden lidt bedre i dag, og det tror jeg gør, at det er lettere for os at tale om både de alvorlige og sjove ting sammen, siger Rita Nissen.
Der er i alt 18 arbejdspladser med i projekt Nærvær i Arbejdet, og det er meget forskelligt, hvilke metoder, de forskellige arbejdspladser bruger i arbejdet for at opnå større trivsel, siger projektleder Lisbet Harder.
- For at opnå succes i et projekt som Nærvær i Arbejdet er det vigtigt, at der er nogle proceskonsulenter, der kan hjælpe med at skubbe projektet i den rigtige retning, når hverdagen melder sig ude på arbejdspladserne. Det er let for en lille arbejdsgruppe at se meningen i at øge trivslen, men for at det skal slå igennem ude blandt medarbejderne, er der nogle vaner, der skal ændres, og det kan godt være et stort arbejde. Derfor er det vigtigt for os, at få inddraget alle medarbejderne ude på arbejdspladserne, siger hun.
Fakta om projektet Nærvær i arbejdet
Projekt Nærvær i Arbejdet har til formål at styrke trivslen for medarbejdere og ledere på de 18 arbejdspladser på sundhedsområdet, der er med i projektet.
Konsulenter fra Center for Arbejdsliv på Teknologisk Institut og fra Koncern HR, Fysisk Arbejdsmiljø i Region Midt hjælper arbejdspladserne.
Projektet startede i februar 2009 og forventes at slutte til februar 2011.
Forebyggelsesfonden har finansieret hovedparten af projektet med 14,2 millioner kroner.
Senest opdateret
23-06-2010
Oprettet 23-06-2010