Sunde løft

Genoptræning af patienter der har haft en blødning eller blodprop i hjernen, indebærer mange løft. Social og sundhedsassistent Susanne Jørgensen har gjort de rigtige forflytningsteknikker til rutine, så hun kan fokusere på fremskridt hos patienterne og undgå selv at få fysiske skavanker.

Social- og sundhedsassistent Susanne Jørgensen arbejdede i 25 år som sygehjælper på et plejehjem, inden hun kom på skolebænken for at blive assistent. Uddannelsen gav hende mod på at søge job på sygehuset i Nykøbing Sjælland, og der arbejdede hun, indtil sygehuset lukkede for tre år siden og afdelingen flyttede til Holbæk.

- Et plejehjem er som en endestation. Her på afdelingen sker der en stor udvikling fra patienten bliver indlagt, er lam og skal have sondemad, til patienten kan gå selv – måske med stok. Vores patienter er i alle aldre, men vi har lige haft to herrer på 44 og 52. De endte med at kunne gå selv, og den type forløb kan vi leve højt på længe.

Forflytte i stedet for løfte
Susanne er blevet opkvalificeret som forflytningsvejleder og er ofte den, kolleger spørger til råds i hverdagen.

- Jeg kan ikke fordrage udtrykket ”tunge” patienter. Med de teknikker, vi har lært, og alle de gode hjælpemidler, vi har på afdelingen, er det ingen sag at forflytte patienterne.

Forflytningsvejlederne er uddannet til at forflytte patienter i stedet for at løfte dem. Det vil sige at overføre patientens vægt fra et sted til et andet via særlige teknikker eller hjælpemidler. Ifølge sikkerhedsleder Joan Knarkegaard er der sket et markant fald i antallet af arbejdsskader efter at en række medarbejdere er uddannet som forflytningsvejledere. Med den rette viden og hjælpemidler skal medarbejderne ikke bruge ekstra tid eller ret mange kræfter på at flytte patienter. Samtidig viser statistikken, at når der sker skader, er sygefraværet ofte begrænset. På hvert sygehus er omkring 25 medarbejdere opkvalificeret som forflytningsvejledere, og det er både sygeplejersker, terapeuter, portører og social- og sundhedsassistenter.

Effektiv og skånsom
Susanne går ind til Carsten, der er patient på afdelingen. Carsten er gledet lidt for langt frem i sædet på sin kørestol, og Susanne henter et hjælpemiddel, så hun kan løfte ham højere op i sædet. – På den måde arbejder han selv med, forklarer Susanne.

For Susanne er det blevet rutine at holde ryggen lige og gå ned i knæ, så ryggen belastes mindst muligt, og det er lårmusklerne, der arbejder i stedet for ryggen.

En anden patient skal løftes fra sin seng over på en kørestol, og Susanne får sygeplejerske Sisse Linnemann til at hjælpe sig. Susanne henter en lift, og forklarer: Så skal vi have fat i et siddesejl. Siddesejlet er et underlag, der gør det let at flytte en patient, for eksempel til at sidde højere op i sengen. Sisse Linnemann er rigtigt glad for at arbejde på afdelingen, der er hendes første job som sygeplejerske.

- Vi lærer en masse og har et godt tværfagligt samarbejde om forflytninger. Det er rigtigt godt at have nogle at spørge, og Susanne er jo ekspert!

Senest opdateret  23-06-2010
Oprettet 23-06-2010

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Nicolaj Krogh Jensen
Konsulent
T: 35 29 83 27
M: 28 93 14 47
nkj@regioner.dk
 
 
 
 
 
 

Læs også

Generelt forlig 2013 • 26-02-2013
Fakta OK-13 • 23-11-2012
Offentlige ledere med en mission • 13-03-2012
Flere artikler RSS feed