Model til systematisk arbejde med sygefravær
Denne model ligger til grund for regionernes systematiske arbejde med at nedbringe sygefraværet. Modellen danner samtidig rammen for nærværende webportal, der har til formål at indsamle og dele viden om indsatser mod sygefravær
Modellen indeholder nyttige indsatser systematiseret efter mål og niveau. De tre overordnede mål med indsatserne er forebyggelse, identificering og håndtering. Disse mål kan fremmes på tre niveauer: organisationsniveau, afdelings-/gruppeniveau og individniveau. Om modellen
Forebyggelse af sygefravær drejer sig på overordnet organisationsniveau om at få synliggjort organisationens holdninger og værdier, og få vedtaget relevante politikker – f.eks. sygefraværspolitik. I forhold til afdelings-/gruppeniveau kan en indsats være den konkrete organisering af arbejdet.
Motionsordninger, frugtordninger og helbredssamtaler er eksempler på forebyggelsestiltag på individniveauet.
I identificering af sygefraværet er systematisk dialog nøgleordet. Det handler bl.a. om at få et statistisk grundlag for dialogen – og statistikken er både ”bløde og hårde” data. De ”hårde” hentes fra sygefraværsstatistikken, og de ”bløde” er baseret på observationer og iagttagelser fra f.eks. nøglepersoner på trivselsområdet.
Hvordan ser det ud i forhold til organisationen som helhed, den enkelte afdeling/enhed eller for individet?
Eksempelvis kan udviklingssamtalen (MUS) bruges som værktøj, når det gælder individniveauet.
Håndtering af sygefravær drejer sig på organisationsniveau om at få ført de overordnede politikker ud i livet. På afdelings-/gruppeniveau håndteres et sygefravær f.eks. ved en omorganisering af arbejdet. Og på individniveau drejer det sig om at få anvendt de indsatser, som organisationens politikker opstiller rammerne for – sygefraværssamtalen, nedsat tid, socialt kapitel m.v.
Modellen kan bruges på alle niveauer i regionerne. Indsatserne til at nedbringe sygefraværet kan være forskellige fra region til region, fra arbejdsplads til arbejdsplads og fra afdeling til afdeling. Men fælles for alle de regionale arbejdspladser er, at de vil arbejde systematisk med at nedbringe sygefraværet ud fra ovenstående principper.
Senest opdateret
14-04-2010
af
Tina Underbjerg
Oprettet 17-03-2010
af
Tina Underbjerg