EU-specialudvalget for arbejdsmarkedet og sociale forhold
Når Kommissionen har fremsat et forslag fremsendes dette via udenrigsministeriet til de relevante fagministerier. Herefter har de relevante fagministerier ansvaret for at høre andre ministerier eller sende forslaget i høring hos relevante interesseorganisationer
Det indledende trin i den danske regerings interne behandling af et forslag finder sted under behandlingen i EU-specialudvalgene, hvor formålet er at tilvejebringe det første grundlag for en officiel holdning til forslaget. Specialudvalgene mødes tidligt i forløbet af EU-lovgivningsprocessen, hvilket vil sige nogenlunde på samme tidspunkt, som den relevante arbejdsgruppe under Rådet begynder arbejdet med at forberede en sag til rådsmøde.
EU-specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale forhold
EU-specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale forhold er sammensat af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter og en række ministerier. Beskæftigelsesministeriet besidder formandsposten i udvalget og varetager ligeledes sekretariatsfunktionen. Når Kommissionen fremsætter et forslag vedrørende arbejdsmarkedsmarkedet eller sociale forhold høres EU-specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale forhold om forslaget. Sagsbehandlingen sker på baggrund af de såkaldte rammenotater udarbejdet af Beskæftigelsesministeriet. Specialudvalget fastlægger en indstilling til Danmarks holdning til konkrete forslag.
Danske Regioners deltagelse i EU-specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Social forhold
Ved deltagelse i arbejdet i EU-specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Social har Danske Regioner mulighed for at påvirke den danske holdning til et forslag fra Kommissionen. I EU-specialudvalget får Danske Regioner lejlighed til at tilkendegive regionernes holdning på et givent område. EU-specialudvalget er således en central platform for indflydelse i forhold til forslag vedrørende arbejdsmarkedet og sociale forhold.
Læs mere:
Senest opdateret
14-04-2010
af
Tina Underbjerg
Oprettet 09-06-2009
af
Tina Underbjerg